Anmeldelse: Hærvejen
Prins Joachim brillerer i et rygepauseformat for historieformidling, der føles som en metroseksuel "Call Me By Your Name".
Langs Jyllands gamle hovedvej begiver prins Joachim og forfatteren Steffen Jacobsen sig ud på en rejse gennem landskabet, og ind i deres egne liv. Det er både en vandring og en samtale. En søgen og en samtidsdiagnose.
En æstetisk oplevelse og en eksistentiel åbning.
Fortællingen foldes ud med arkivklip og historiske nedslag, hvor blandt andre en garvet Palle Lauring dukker op og giver det hele historisk tyngde. Men det er samtalen mellem de to mænd, der er i centrum.
I begyndelsen virker formatet lidt som et DR2-program med en lidt stiv opstilling: klasseskellet gøres til hovedperson, og der bliver peget lidt rigeligt med fingre, før samtalen får lov at finde sin egen tyngde.
Steffen har tatoveret "The trail provides". Det bliver et omdrejningspunkt. Ikke som kliché, men som eksistentiel præmis. Rejsen giver det, du har brug for – ikke nødvendigvis det, du leder efter.
Ligesom med denne dokumentar.
Deres samtaler folder sig ud over en dram og sønderjysk spegepølse i en skurvogn, og senere på en herregård med højt til loftet og et overdådigt ostebord, omkranset af stearinlys og pompøse blomsterdekorationer. Det er teatralsk og hverdagsagtigt på samme tid. Begge rum hvor noget får lov at ske.
Det bliver et slags billede for, hvordan de rummer hinandens ophav. Eller i det mindste forsøger.
Steffen spørger nysgerrigt og direkte. Måske for direkte. Han kalder det skide irriterende for en som han, at Joachim er født ind i en velhavende skæbne, mens han selv voksede op i et hårdt miljø i Rødovre. Det er et forsøg på at punktere privilegiet, men også på at komme tættere på. Nogle gange bliver han en slags intellektuel Pick Me Girl i sit forsøg på at vriste noget ægte frem.
Joachim er klædt i hørbukser og går barfodet. Han fremstår fri og nysgerrig. Han synger Edith Piaf i badet og åbner sig op. Taler om sit usynlige handicap – det sociale. Om opvæksten med en hård far. Og han bliver ikke reduceret til en kransekagefigur. Han får lov at være et menneske.
Steffen kalder ham "Rainman", da Joachim nærmest minutiøst ved guldhornenes koordinater. Det er kærligt drilleri – og en anerkendelse. For mødet mellem dem rummer netop det spændingsfelt: viden og erfaring. Arv og opbrud. En prins og en forfatter.
I et af de stærkeste øjeblikke står Joachim i en bunker og skuer ud mod Vesterhavet. Han drager en historisk parallel, uden at det virker søgt. Det er bare… naturligt. Som noget, der er groet i ham.
Der er ikke en stram dramaturgi i samtalerne. Hærvejen bliver den eneste klare retning undervejs. Der er ikke en ren linje mellem deres samtaler. De springer fra nærdødsoplevelser til Vedbæk pigegarde og videre til guldhornene. Men det fungerer. Som et rygepauseformat for historieformidling. Som to mænd, der endelig får tid til at tænke højt.
Lyddesignet er sublimt, og musikken binder Joachims franske ophav ind med præcision. Kameraet indfanger landskabet, men linsen ser gennem Joachim på en måde, der er sjældent. Her bliver han ikke bare beskuet, han bliver set.
Hærvejen er en dokumentar, man ikke helt vidste, man havde brug for. Den føles som en metroseksuel "Call Me By Your Name" – uden erotikken, men med en lignende sanselighed og underspillet intimitet. Den handler ikke bare om mænd og samtaler. Den handler om skæbne. Og om forpligtelse.
"Hærvejen" har tv-premiere på DR søndag den 8. juni 2025.