Anmeldelse: Hardcore

Virtual Reality er snart allemandseje med udsigten til efterårets udgivelser af bl.a. Oculus Rift og HTC Vive. Potentialet er noget nært grænseløst i udviklingen af virtuelle rum, særligt indenfor underholdningsindustrien - hvad end det er med film eller computerspil, at vi kommer til at se teknologien for alvor udfolde sig. Point Of View-actionfilmen "Hardcore" er ikke en VR film - men det er lige nu det tætteste, vi kommer på det spændende format.

Har du set traileren til "Hardcore", behøver filmen egentlig ikke en længere redegørelse - plottet er nemlig komplet overflødigt. Nuvel, du - ja, dig bag skærmen - er Henry. Filmens handling ses ud fra hans/dit perspektiv, da Henry vågner op i en hospitalsseng. Du aner ikke, hvem du er, hvor du er henne, eller hvad der er sket, før du havnede i sengen. Din kone, som tilsyneladende også er din læge, når ikke at fortælle dig synderligt meget, før du bliver beskudt. Konen bliver kidnappet - og sådan noget skal man jo ikke finde sig i. Hun skal naturligvis reddes, og som i en anden First Person Shooter begiver du dig ud i et komplet vanvittigt og til tider temmeligt fjollet voldsorgie.

"Hardcore" er Tom & Jerry med guns - og masser af dem. Og ikke mindst meningsløs, underholdende og kreativ voldspornografi, der er så åndssvagt langt ude, at enhver tænkelig barriere for mådehold respektløst overskrides. Filmens helt åbenlyse banalitet er også både dens styrke og svaghed, da enhver form for indre logik er ikke-eksisterende. Men gør det egentlig noget for underholdningsværdien, når det kommer til stykket?

Både ja og nej. "Hardcore" ér et nemt offer, hvis fokus udelukkende er brugen af klassiske filmiske virkemidler, den helt igennem ligegyldige historie og de nemme narrative løsninger. Ren POV, ser vi bort fra found footage-genren, er som iøjnefaldende gimmick en finurlig idé, der aldrig tidligere har fungeret på film. Raymond Chandler film noir-filmatiseringen "Lady in the Lake", helt tilbage fra 1947, var første horrible forsøg. Formen bliver derfor nødt til at være så enkel som mulig for rigtigt at kunne virke overbevisende fortalt i POV. Selvom "Hardcore" i høj grad ér en stiløvelse, lykkes eksperimentet alligevel et stykke hen ad vejen.

Ilya Naishullers debutfilm er først og fremmest skæg og ballade - og man bliver ikke køresyg under filmen, uanset hvad onde tunge ellers har ladet fortælle. Selvom den russiske instruktør helst ikke vil stå ved, at filmen føles som halvanden times computerspil, ér de gakkede løjer et absurd sammensmask af FPS spil og "Crank"-filmene. Sharlto Copleys ekstremt veloplagte præstation som en slags umiddelbart udødelige mentor underbygger filmens blodigt bizarre stemning - men frem for alt, at den i perioder vitterlig ér seværdig og ekstremt morsom. At et så højtflyvende momentum i store dele af filmen fastholdes er en præstation i sig selv, selvom vi på ingen måde lærer hovedpersonen Henry at kende. Manglen på sympati for vores helt er medvirkende til, at oplevelsen ganske vist er rendyrket popcorn-underholdning, men aldrig for alvor bliver medrivende. Resten af karaktererne er også langt fra interessante, hvor særligt filmens store skurk og end-of-level boss er filmens allersvageste led.  

Sharlto Copley og filmens skøre voldshumor kan med rette siges at redde filmen fra at ende helt på lossepladsen. "Hardcore" er tomme kalorier, som er hurtigt glemt igen. Som potent engangsfornøjelse og befriende højoktan action-eksperiment er den nu alligevel værd give sig i kast med.

Se Moovy TV's interview med "Hardcore"-instruktøren: