Anmeldelse: Hatching
Body horror på finsk er en urovækkende åbenbaring om børns pacer-kultur.
Siden David Cronenberg i sin tidlige karriere sømmede sit navn blodigt fast ved siden af body horror-betegnelsen i 70’er og 80’erne, har den canadiske instruktør være synonymt med genren på film. Og selvom indflydelsen på genren fra den nu legendariske filmskaber er enorm, hersker der udbredte misforståelser om, at The Baron of Blood også er en af pionererne bag. Gotisk gys i litteraturen, såsom Mary Shelleys "Frankenstein" fra 1818 og 100 år senere H. P. Lovecraft, benyttede sig af samme eksplicitte virkemidler og grafiske beskrivelser, når psykologien perverterede kroppen til grotesk ukendelighed, der senere påvirkede gyserklassikeren "The Fly" fra 1958 – som Cronenberg bekendt fortolkede næsten 30 år senere. Kroppens fysiske transformationer affødt af indre forfald udklækkes på makabert vis i "Hatching", når perfekthedskultur flækkes midt over i finske Hanna Bergholms imponerende debutfilm.
Den 12-årige skolepige og gymnast Tinja (Siiri Solalinna) gør alt for at behage sin mor, der lever og ånder for at kunne præsentere glansbilledet af sin perfekte kernefamilie på sociale medier. Da Tinja en dag finder en såret fugl i skoven, beslutter hun sig for at tage dens mærkeligt udseende æg med hjem. Ægget passer hun på og gemmer på sit værelse. Da det klækkes, dukker et underligt væsen frem, der ikke alene viser sig at blive Tinjas nye bedste ven, men også et vågent mareridt, der reagerer på den unge piges angstfulde følelser.
Bergholm burde få stående bifald af Shelley, Lovecraft og Cronenberg. For "Hatching" fusionerer body horror og coming-of-age i ubehagelig og påtrængende magisk realisme som social kommentar, der bliver siddende i krop og sind længe efter rulleteksterne.
Tematisk stikker Hanna Bergholm fødderne ned under overfladen på "Black Swan", der i synergien mellem Tjajkovskijs "Svanesøen" og dobbeltgænger-motiver dødsdansede sig ned i en nedadgående spiral af perfektionismens forfaldshistorie i et giftigt mor-datter-forhold. "Hatching" er dog meget mere og andet end en skygge på væggen af Darren Aronofskys ballet-body horror. Nok benyttes samme evil twin-elementer, men Bergholm dykker endnu dybere ned i den menneskelige psyke og teenage-angsten for blive afsløret i at være alt det, som Instagram-filtret ikke kan æggehvide-stivne i retoucherede smil og pastelfarvede grotesker.
For Tinjas nye ven er personificeringen af den kvælende frygt for ikke at slå til i en perfekt illusion om verden, når forestillinger om Colgate-blogger-kernefamilie kastes ud på sociale medier fra de rette vinkler og tilrettelagte medie-narrativer, som trendy influencer-strikkere på coke. For den unge pige ædes op af ikke alene sin mors uforløste drømme, men også bevidstheden om den maskinelle iscenesættelse af hendes eget liv på sociale medier. Et digitalt spejlbillede, transformeret og fysisk udklækket til en hul og grotesk dobbeltgænger blottet for sårbarhed og menneskelighed. Foruden de højst aktuelle temaer, ville "Hatching" aldrig være medrivende uden de stærkt ubehagelige body horror-elementer. Ganske vist en lavbudgetsfilm, det mærkes på de praktiske effekter, men helt i samme ånd som Cronenbergs frastødende "The Brood". I dette tilfælde er det ment som et kompliment, da Hanna Bergholms film er et eminent eksempel på, hvor langt det er muligt at nå på rendyrket kreativitet, intelligent gys og et kontant pay off i slutningen, som mærkes dybt inde i hjernestammen.
Er "Hatching" finsk standard, bør branchen resolut åbne for denne uudforskede del af filmverdenen. Hanna Bergholms foruroligende body horror er en voldsomt imponerende debutfilm, der ikke alene vækker interessen for genren til live igen, men også understreger, hvor ekstremt tankevækkende sociale kommentarer transformeret til intelligente gyserfilm kan være.