Anmeldelse: Havoc

Gareth Evans’ nye action-thriller er stilfuld, rodet og til tider spektakulær

Actionmesteren Gareth Evans, bedst kendt for The Raid-filmene, er tilbage med endnu en ultravoldelig omgang. Denne gang skifter han Jakartas underverden ud med en by druknet i bander, korrupte betjente, hævn... og våben. Mange våben.

Filmen hedder Havoc, og det er svært at forestille sig et mere passende navn. Tom Hardy fører an som en grov, beskidt og rådden betjent, flankeret af et stærkt cast med Timothy Olyphant, Forest Whitaker, Jessie Mei Li og Luis Guzmán. Ikke at Havoc giver dem meget plads til karakterarbejde. Det her handler ikke om dybde—det handler om kaos. I hvert fald når filmen faktisk leverer det.

For selvom actionscenerne sigter efter vanvittige højder, som genren sjældent når, snubler filmen over tempoet. Hver eksplosiv sekvens føles mere som et isoleret indslag end en naturlig del af fortællingen. Det er John Woo møder Sin City, men med flere dødpunkter, end man skulle tro.

Havoc udspiller sig i en by plaget af kriminalitet, korruption og vold. Hvilken by? Den kaldes bare "Byen." Fra et fortællemæssigt synspunkt kan det være et smart valg—ingen politik, ingen fingerpegning. Men resultatet bliver, at det hele får en tegneserieagtig stil: beskidt, stiliseret og teatralsk dystert. Der er øjeblikke, hvor man halvt forventer, at Batman dukker op, mumler en grynet advarsel og begynder at knuse kranier.

Vi møder Walker (Tom Hardy), nedslidt, udbrændt og stadig på benene. Han er et omvandrende katalog af noir-klichéer: sørgmodigt blik, moralsk forfald. Han var en del af en narkobeslaglæggelse—eller måske en handel? Som så meget andet i filmen er detaljerne tågede. Men det gik voldsomt galt, og en undercoverbetjent døde.

Nu forsøger han og hans korrupte kolleger, ledet af den kolde og pragmatiske Vincent (Timothy Olyphant), at rydde op i rodet. Og i denne type historier betyder "rydde op" som regel et stigende antal lig.

Problemet? En gruppe teenagere—blandt dem Charlie Beaumont (Justin Cornwell), søn af den magtfulde politiker Lawrence Beaumont (Forest Whitaker)—får fingrene i noget af narkoen fra den mislykkede operation.

Så begynder jagten. Teenagerne forsøger at levere varerne til den lokale triade, men mødet bliver angrebet af maskerede mænd med automatvåben. Alle bliver slagtet—undtagen ungerne, som undslipper.

Uheldigvis for Charlie bliver han fanget på et grynet overvågningskamera. Da triadebossens mor—en magtspiller i sig selv—hører om det, flyver hun ind, rasende og hævngerrig. Hun tror, Charlie affyrede skuddet, der dræbte hendes søn.

Nu hyrer Lawrence Beaumont Walker—som han har noget på—til at finde og beskytte sin søn. Mod hans gamle kolleger, mod triaden, mod det hele, der er ved at gå amok.

Havoc forsøger virkelig at være den overdrevne actionfilm med et drys noir. Og ret skal være ret: det lykkes. I hvert fald nogle gange. Men fem minutter inde, efter en mørk, usammenhængende og lidt prætentiøs prolog (de gik tydeligvis efter "mystisk") komplet med voiceover, fik jeg en fornemmelse: er det her overhovedet godt?

Her er Tom Hardys forpjuskede betjent—korrumperet, ulækker, næppe set et bad i ugevis. En kliché med ben, der vakler gennem skumle gyder i en verden smurt ind i andres visuelle idéer. Det føltes afledt. Endnu værre: det var kedeligt. Hvor var den lovede action?

Bevares, vi får nogle flotte long takes gennem mørke gader, der bringer tankerne hen på visse superheltefilm—specifikt fra DC. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Deadpools replik: "You’re so dark. You sure you’re not from the DC Universe?" Og så, endelig: en biljagt. Noget action, omsider.

Men det føltes kunstigt, CGI-tungt og—ja, igen—som noget, vi har set før. Biljagten fra The Batman? Det er stemningen. Her ender den dog i noget af det mærkeligste, jeg har set: død ved vaskemaskine. Jeg vil ikke forklare. Se det selv. Det er Gareth Evans i en nøddeskal.

Men så sker der noget omkring midtvejspunktet, da Walker endelig opsporer en af de teenagere, han skal beskytte. Selvfølgelig er alle de andre interesserede parter også der, og så er det tid til en ny actionsekvens. Stedet: en travl natklub. Det bliver blodigt på dansegulvet.

Da både korrupte betjente (Walkers gamle kolleger) og en hær af triademordere invaderer stedet, bryder helvede løs. Og for første gang i filmen viser Gareth Evans, hvad han kan. Actionen: intens. Volden: brutal og kompromisløs. Det er overdrevet, kaotisk og voldsomt med skud, knive, sværd—ja, selv kødøkser. Det hele er med, og det er en fest.

Fra det øjeblik klikker noget. Filmen finder sin tone. Indtil da havde Havoc været et rod af plottråde og stiløvelser, der snublede over sig selv. Nu lander det. Så ja, det er en film, der skal have lidt tid, før den kommer op i gear. Hvilket er underligt, når man tænker på, at det er en action-thriller af Gareth Evans.

Okay, så actionen er på plads—men hvad med skuespillet? Er der plads til det? Tja, lidt. Alt er overdrevet. Tom Hardy låner lidt fra sin rolle i Venom og lidt fra Fury Road, og skaber en figur, der balancerer mellem udmattelse og selvhad.

Jeg ville ønske, de havde forfulgt noir-stilen mere og arbejdet med karaktererne i stedet for bare at binde actionscenerne sammen. Men Hardy gør, hvad han kan.

Resten af castet følger instruktionerne. Forest Whitaker, altid solid, er nok den mest interessante figur med lidt dybde. Timothy Olyphant og de fleste andre virker som om, de bare møder op og siger replikkerne. Ikke meget karakterarbejde her.

Tilbage står en action-thriller, der forsøger at binde forskellige voldelige sekvenser sammen. Og hey, det står jo på plakaten: Havoc. Hvis skuespillerne ikke går i dybden med deres figurer, er det måske ikke så vigtigt i netop denne film. Man er her for actionen—og måske stemningen. Og hvis man når midtpunktet, bliver man bestemt ikke snydt.

Havoc har premiere på Netflix den 25. april.

Skrevet af en norsk forfatter på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model.