Anmeldelse: Hereditary

"Hereditary" er et mesterværk, ikke kun i skrækgenren, men som en fuldstændig film.

For første gang i min anmelderkarriere må jeg starte en anmeldelse med en ansvarsfraskrivelse: "Hereditary" er en film, der vil være svær at anmelde uden at skrive spoilers, og for at få det fulde udbytte af dette utrolige mesterværk vil det være bedst at vide så lidt som muligt. Derfor: der vil ikke være spoilers. Bare rolig. Men lad alligevel være med at læse denne anmeldelse, og kom først tilbage efter at have set filmen. Så lad være. Gå ind og se den. Bliv rystet. Mærk al den smerte, gru, ondskab, men også godhed, kærlighed og tilgivelse, den vil give dig. Og kom så tilbage og læs denne anmeldelse.

Nu er du advaret.

"Hereditary" åbner med et dukkehus. Indeni dukkehuset er der mennesker, der bevæger sig. Eller måske lader de sig bevæge uden helt at vide det. Måske er noget allerede i gang, da husets mor, Annie, mister sin egen mor, og familien går til begravelsen, hvor det hurtigt bliver forstået, at noget var galt med den afdøde bedstemor. Derefter begynder tingene at gå galt. Den 13-årige datter, Charlie, klipper hovedet af fugle, Annie føler skyld over ikke at føle sorg, og tingene er måske ikke, som de burde være i det lille dukkehus, da instruktør Ari Aster former publikum som ler i sine hænder og lader filmen knække og dreje skarpt til venstre til Skrækland.

Intet bliver forklaret med billeder, men med blikke, med kropspositur, med skuldre, der sætter sig op til ørerne i forsvarsposition, eller ned mod jorden i uendelig tristesse. "Det gør for ondt, jeg vil bare dø," skriger en kvinde i sit hus efter filmens knæk, og vi mærker hendes sorg, skyld og vrede, mens ingen taler sammen i dukkehuset, hvor tingene går sin daglige, katatoniske gang.

"Hereditary" er blevet kaldt en af verdens mest uhyggelige film, men årsagen til uhyggen handler om dynamikken og den dysfunktion, der til sidst lader familien foretage en nedstigning til helvede. Den slags har vi hørt om før i skrækfilmsgenren, men i "Hereditary" lader Aster dramaelementer vægte tungest og lader bekymringen til familien strømme i tunge bølger, der vil være nok til at drukne en biografsal. For her er vi ikke i et univers, hvor overnaturlige kræfter bliver accepteret med kun moderat tvivl. Det her er vores verden. Uhyggen er ikke baseret på genreelementer, den er baseret på genkendelighed og en skyld, der næsten er umulig at leve med – heller ikke for os som publikum.

Men lad os nu tage endnu et skarpt sving over til det enestående design, som er med til at understrege alle de isnende tematikker, der driver issplinter i hjertet. Lyden skræmmer os; et klik med tungen, et hjerteslag i baggrunden. Set-designet maler symbolik over hvert billede; de små miniatureværelser, det røde lys i træhuset. Kameraet vedbliver konsekvent på de ting, vi ikke beder om at se; Peters øjne, der siger mere end hans ord, Annie, der næsten ikke kan indeholde alle de ting, hun ikke har lyst til at føle.

"Hereditary" står tilbage som en smuk og ond genstand, der handler om skyld og har en empati, der gør ondt så langt ind i sjælen, at den kan flække en person i to. Men den handler i sidste ende også om en manglende evne til at kunne gennemgå sine egne tidligere traumer og derfor overføre den skade til egne børn. "Hereditary" er et mesterværk, ikke kun i skrækgenren, men som en fuldstændig film. Det er en film, der vil hægte sig fast og knuse hjerter, mens den samtidig gør det næsten umuligt at lytte til tungeklik nogensinde igen.

Hereditary

Kommentarer

Hereditary

  • ★★★0

    Jeg har set The Nun. Jeg har også fortrudt det...

    David Lund10-07-19 21:35

  • ★★1

    Jeg så sjovt nok lige The Nun på Netflix i går. Jeg ved ikke, om det var, fordi mine forventninger var så lave, men jeg syntes faktisk ikke, at den var ringe endda.

    Jo manuskriptet er noget rod, og dialogen er nærmest tåkrummende dårlig. Klichéerne stod også i kø undervejs (jeg orker altså ikke se på flere gange, hvor lysene går ud ét efter ét henimod kameraet).

    Men den indeholdt også nogle gode set-pieces. Der var en del skrækscener, som jeg syntes, faktisk fungerede ganske godt og nogle gode idéer. 

    Det fornærmende ved den er selvfølgelig, at det er en film med et rimeligt budget og gode skuespillere, og man derfor  nok bør kunne forvente mere end blot nogle velfungerede set-pieces. Det er det niveau, jeg normalt lægger for low-budget B-horror, og her bør barren jo være lidt højere. 

    Jeg kom dog til at tænke på, hvordan jeg selv ville have oplevet den, hvis jeg havde været teenager, som helt sikkert er målgruppen, og jeg er ret sikker på, at jeg dengang ville have syntes, at den var virkeligt fed. Det er jo egentligt ikke, fordi at manuskriptet er så meget dårligere end mange af Lucio Fulcis film, hvis jeg skal være ærlig. 

    thomsen11-07-19 17:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen