Anmeldelse: Heretic
Hugh Grant er diabolsk charmerende i dyster gyser.
Det er fantastisk at følge Hugh Grants transformation fra førsteelsker til det, der måske bedst kan betegnes som freakshow-perioden. Fra charmerende slyngel i "Paddington 2" og "The Gentlemen" til mørke personskildringer i Susanne Biers "The Undoing", har den ærkebritiske skuespiller genopfundet sig selv med en forfriskende diabolsk finesse. I "Heretic" hæver Grant barren endnu højere.
To unge mormoner, Barnes (Sophie Thatcher) og Paxton (Chloe East), sendes til et afsidesliggende hus for at missionere. Det, der begynder som en høflig teologisk samtale med den bedstefarlune Mr. Reed (Grant), eskalerer hurtigt til det modsatte. Den lynintelligente og manipulerende Mr. Reed viser sig at være de to piger komplet overlegen vidensmæssigt og pigerne må kæmpe for deres overlevelse i en kamp mellem religion, videnskab og ikke mindst magt.
"Heretic" dykker ikke kun ned i religiøse dilemmaer og usandheder, men stiller også skarpt på, hvordan konspirationer baseret på halve pseudovidenskabelige fortolkninger kan anvendes som magtredskaber. Mr. Reed er ikke kun en uhyre skarp religionskritiker, der ganske vist har fat i den lange ende i forhold til religionens blinde vinkler og dogmer. Han manipulerer fakta og fordrejer sandheden til sin egen fordel. Mødet mellem ekstremerne er et spændende omdrejningspunkt, der slår gnister. Især da Hugh Grant er fuldstændigt forrygende som en skakspillende krydsning mellem Hannibal Lecter og en James Bond-superskurk i nusset hjemmestrik.
Scott Beck og Bryan Woods´ film er mere end et portræt af den evige kamp mellem godt og ondt, sandhed og videnskab. Den tør også at se indad i logikkerne bag ekstreme tankesæt. Nok er Barnes og Paxton to radikaliserede mennesker, hvis leveregler fremstår enfoldige fra start. Et filmisk greb, der muligvis fremstår mere provokerende i et ekstremt religiøst landskab som USA end for et europæisk publikum. "Heretic" tør optegne, hvordan både videnskab og konspirationer kan fremstå så dogmatiske som religion, afhængig af position og målsætning. Reed repræsenterer dét opkog af rationel tænkning og besættelse af at trække tråde mellem popkulturel semiotik og cherry picking af hvilken som helst viden, der passer en given tankerække og diskurs.
Som et tankeeksperiment om et drilsk og intenst kammerspil-mødet mellem modstridende overbevisninger er "Heretic" tankevækkende og ekstremt underholdende. Hugh Grants fremragende præstation overskygger imidlertid ikke den ikke altid overbevisende fortælling. Beck og Woods løber hurtigt tør for krudt til rigtigt at ramme plet. Simpelthen, da de ikke kommer videre end et par skvulp, som ikke bryder overfladen. Den kedelige A24-tendens til at hipster-flakke i vinden og ikke at imødekomme ambitionerne som rungende relevant samtidskommentar afløses af banaliteter og et fladpandet konventionelt tredje akt. Så meget, at filmen undervejs forvandler sig til en ufrivillig komisk metakommentar over den passive tilgang fra Hollywoods underholdningsbranche i forhold til temaer, der burde følges mere kritisk til dørs.
Med sin klaustrofobiske atmosfære og veloplagte stikpiller rettet mod radikalisering og religiøs dogmatik, formår "Heretic" indledningsvis at sætte ambitionsniveauet højt. Ikke mindst med Hugh Grant i hvis ikke sin allerbedste rolle, så den både sjoveste og mest urovækkende. Instruktørparret Scott Beck og Bryan Woods balancerer på en knivsæg mellem intellektuelle diskussioner og fuldblods-thriller, der lykkes et stykke hen ad vejen, men fejler mod slutningen, når det tematiske afsæt sættes på spidsen og drukner i generisk gys.
"Heretic" har dansk biografpremiere 21. november. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
