Anmeldelse: Hermelinen
Vi bliver så stolte herhjemme, hver gang danske filmfolk vinder priser i udlandet. Det var heller ikke undtagelsen, da Sidse Babett Knudsen vandt en César, der er det franske svar på en Oscar. Hun vandt prisen for bedste kvindelige birolle i det franske retssalsdrama "Hermelinen", som også vandt for bedste manuskript og bedste mandlige skuespiller på Biennalen i Venedig sidste år. Det er tydeligvis godt gået af vores egen Sidse, og endelig kan vi selv se, hvor stolte vi egentligt bør være, nu hvor filmen er kommet i dansk biografdistribution.
"Hermelinen" handler om den erfarne, men berygtede dommer Xavier Racine, der ved påbegyndelsen af en ny retssag om et mystisk barnemord øjner en kvinde i juryen (Sidse Babett Knudsen), som gør noget ved ham indeni, der får hans stoiske ydre til at krakelere. Hvad hun gør, får vi pludseligt og uden nogen mærkbar opbygning afklaret 50 minutter inde i filmen, da den i stedet vælger at fokusere på en alt for detaljerig skildring af selve retssagen helt indtil dette afgørende øjeblik. Efterfølgende er det igen retssagen, der fylder resten af fortællingen, indtil filmen er ved at nå sin ende, og igen tager historien op om, hvordan denne danskfødte, men fransktalende anæstesilæge kan påvirke og måske ændre den ellers tidligere egensindige dommer.
Som den ovenstående handlingsbeskrivelse måske viser, var det for mig én lang, forvirrende og frustrerende oplevelse at komme igennem "Hermelinen". Der er hverken en interessant lyd- eller billedside, og disse elementers kvalitet kan bedst beskrives som "tv-serieagtige". Handlingen er næsten ikke-eksisterende, da retssagen, som udgør det meste af filmens spilletid, kun består af konstateringer og spørgsmål til konstateringer fra de involverede parter. En sidehandling med retssalens to tegnere forsvinder også fuldstændigt i løbet af filmen, som om den blev glemt.
Derfor bliver det hurtigt åbenlyst, at filmen ikke har andet at byde på end sit karakterdrama. Desværre er der kun få karakterøjeblikke, der har noget sjovt eller interessant over sig. Scenerne med den brogede skare af jurymedlemmer udgør nogle af disse øjeblikke. Fabrice Luchini spiller den mere og mere forvirrede dommer godt, men filmens tempo er så evindeligt langsomt, at det er svært at holde interessen for hans karakters endnu mere langsomme udvikling. Kostumedesignet prøver her at understrege en karakterdynamik mellem dommerens Aristide Bruant-lignende, røde halstørklæde og lægens røde jakke, men denne langt fra subtile fremstilling ødelægges af en rungende udpegning af dette forhold i selve dialogen.
Den eneste, som ikke stirrer dødt med øjnene i nogen scene, er Babett Knudsens anæstesilæge, der bibringer en yderst tiltrængt livsglæde og inderlighed. Hun vækker en smule liv i filmen, mest af alt gennem sin skønne ansigtsmimik, men hun kan i sidste ende ikke redde den fra den forfærdelige gammelmandsmoral, der som koldbrand gennemsyrer hele dens slutning. Her går filmen fra at være sløv og kedelig til at være decideret tåkrummende. Uden at afsløre for meget ændres konflikten mellem dommeren og damen pludseligt, så vi i stedet for at se hendes positive livssyn påvirke ham, ser, hvordan hans (og manuskriptets) næsvise, franske forstokkethed trumfer hende fuldstændigt under påskud af at være poesi, som hendes karakter kan falde for.
"Hermelinen" er tilsyneladende et drama om forskellige livssyn, og hvordan de kan forenes. En læge giver liv, mens en dommer så at sige tager det. Det kunne have være en smuk undersøgelse af, hvordan vores karakter definerer os og vores valg i livet, men i stedet kommer filmen til at opsluge lægens livsbekræftende position af den simple årsag, at hun er en kvinde, mens dommeren kort sagt er en fransk liderbuk. Hvis vi som danskere skal være stolte over noget ved den her film, så er det, at Sidse Babett Knudsen er den eneste, der leverer en nærværende, rørende og troværdig præstation på flydende fransk – resten af filmen kunne for min skyld lægges i narkose på ubestemt tid.