Anmeldelse: Herself

Uden en eneste interessant bi-karakter ender "Herself" som en flad fornemmelse, der ikke gør meget væsen af sig.

Med det irske drama "Herself" spillefilmsdebuterer Clare Dunne som hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter. Filmens instruktør er den relativt uerfarne Phyllida Lloyd, der blandt andet stod bag det Oscar-belønnede drama "Jernladyen" fra 2011. Fælles for de to film er, at ingen af dem har meget andet at byde på end velspillede hovedroller.

Da det lykkes unge Sandra (Clare Dunne) at flygte fra sin voldelige mand, ender hun og hendes to døtre med at bo på et lufthavnshotel i Dublin. Mens tanken om hendes eksmand huserer, forsøger Sandra at få sit liv som mor til at fungere ved at arbejde som privat rengøringshjælper og bartender. Da hendes velhavende arbejdsgiver tilbyder at lægge grund til, så Sandra kan bygge sit eget hus, bliver det starten på et håb om et nyt liv.

"Herself" kommer godt fra start med et brutalt afsæt, der med det samme skaber den nødvendige sympati for Sandra. Et klogt træk, filmens små 100 minutter taget i betragtning. Den hårde og direkte start gør, at etableringen af Sandras forhold til sin mand lynhurtigt slås fast. Dette giver en oplagt mulighed for at få den relativt simple fortælling fortalt med en knivskarp præcision. En mulighed, der desværre ikke gribes. Tværtimod.

For "Herself" fokuserer så meget på sin skildring af Sandra, at alt omkring hende glemmes. Sandra er den eneste karakter med bare en lille smule indhold. Hverken hendes eksmand, arbejdsgiver eller to børn bidrager med andet til fortællingen end at være til stede uden at være tilstedeværende. Og uden en eneste interessant bi-karakter ender "Herself" som en flad fornemmelse, der ikke gør meget væsen af sig. At filmen ikke falder totalt igennem skyldes ganske enkelt, at Clare Dunne som Sandra legemliggør sin rolle til perfektion. Dog en karakter, der på papiret burde være interessant, men i dette tilfælde ofte drukner i klichéer om den stærke kvindes kamp for sine børn. Alligevel formår Dunne at fremvise både skrøbelighed, vrede og omsorg. Alt sammen i en fusion, der samler filmens essens. På imponerende vis redder Dunne ene kvinde den historie, hun selv har skabt.

Hvad Clare Dunne har i skuespillerevner, mangler hun desværre som manuskriptforfatter. Fortællingen om en mors kamp for sine børn er blevet fortalt til hudløshed. I stedet for at tilføre en fortærsket fortælling noget nyt udpensles problematikken med et nybygget hus som symbol. Et ligegyldigt greb, der blot understreger, hvad vi ved efter fem minutter. Skal "mors kamp"-problematikken være nok i sig selv, er der nødt til at være nogle store udfordringer udefra. Mere fokus på eksempelvis den voldelige eksmand eller forældrerettigheder kunne have tilføjet filmen den ekstra dimension og hævet niveauet markant. Da disse udfordringer udebliver, gør filmens relevans det samme.

I en tid med fokus på ligestilling, overgreb og kvindekamp burde historien til "Herself" skrive sig selv direkte ind i hjertet på juryen ved alskens prisuddelinger og filmfestivaler som sikker vinder. Det ringe skrevne manuskript gør desværre, at filmen kun lige kommer i mål og ender som et unuanceret billede på en kompleks problematik.