Anmeldelse: Hidden Figures
Det er snart Oscartid, og det er bestemt ikke gået forbi næsen på filmselskabet bag "Hidden Figures", som har lavet den film, der er uundgåelig, når statuetterne snart skal uddeles: et værk om en minoritet, der på trods af forhindringer og trange kår gjorde det umulige og sejrede imod alle odds. Sådanne film plejer at være ikke bare typiske for Oscaruddelingen, men også for den tid, de figurerer i. "Hidden Figures" er bestemt ikke en undtagelse.
Her er der tale om tre afroamerikanske kvinder, der stod bag en stor del af NASA's første kredsløb om Jorden. Det er ikke et tilfælde. Sidste år blev Oscaruddelingen beskyldt for at være for hvidt anlagt i sin ignorance af andre etniciteter, så nu prøves lykken med en historie, som de politisk set er tvunget til at tage med i deres overvejelser. Den måde at kalkulere handling og tone i "Hidden Figures" på er desværre noget, der kan både ses og mærkes. I historien om de tre stærke kvinder, som stod i front for mange af de vigtige beslutninger, der skulle tages i rumkapløbet med Rusland, er der en drivende patos, der synes bevæget mere af en kynisme for at vinde statuetter end et rørende behov for at fortælle en vigtig fortælling.
Når den øvre chef for en af afdelingerne eksempelvis hamrer det adskillende skilt ned fra væggen, så toilettet i samme bygning nu er tilladt for både hvide og sorte mennesker, er det svært at give scenen den reaktion, den gerne vil have. Da han derefter bekendtgør, at alle i NASA tisser samme farve, vækker det ikke meget andet end et lille ryst på hovedet og en ufrivillig lattermuskel i det desperate forsøg på at vinkle en dårlig one-liner til en ligestillende sætning med kraft bag.
Det er mildt interessant at få et indblik i en hidtil relativt ukendt historie, men det er samtidigt svært at vedholde fokus på det store billede, når det enkeltes er så forceret. De tre kvinder i front skal forestille at være gode veninder, når de i virkeligheden ikke kendte hinanden bedre end et enkelt nik, når de mødtes på gangen. Men ingen priser uden en historie om solidaritet, så her får vi ikke kun en historie om noget enestående, som de alene ser ud til at have stået for, men selvfølgelig også en historie om venskab, der overgår alt andet.
Der er en god historie et sted i "Hidden Figures", men den er næsten forsvindende i de mange karakteristika, der skal bemyndiges og overstås undervejs. Kvinderne selv er den typiske trekant bestående af den fornuftige, den rapkæftede og den iltre, og de når aldrig rigtigt at blive noget andet end stereotyper på sorte madammer, mens de prøver at aflive myten om det selvsamme. Dette bliver selvfølgelig sommetider serveret med en fornøjelig lille scene, for hvad ville et Oscarhungrende drama være uden lidt morsomheder fra tid til anden?
I kun tre scener ser vi manden til den yngste af de tre heroiske kvinder, der er vred over det hvide etablissement, der dagligt berøver ham hans frihed. I ham var der en interessant beretning om, hvordan man som sort i 1961 kunne bevare sin tro om det gode i hvide mennesker, når man hver dag blev undertrykt af dem. Historien, vi får serveret i "Hidden Figures", er desværre slet ikke ligeså interessant.