Anmeldelse: Hjertets vej

Organdonation. Et emne, de færreste taler om til dagligt, og som endnu sjældnere bliver skildret på film. Ikke desto mindre forsøger Katell Quillévéré at tage emnet op i "Hjertets vej", hvor vi kommer på netop et hjertes rejse.

Tre unge drenge er en tidlig morgen afsted på en passioneret surftur på de blå bølger. Men på vej hjem, trætte og udmattede i bilen, lurer ulykken. Simon på 19 år, der kort forinden sneg sig ud af sin piges vindue, havde selvfølgelig ikke sele på. Han ender i respirator og som hjernedød. De separerede forældre får den tragiske nyhed og skal forsøge at sluge sandheden sammen. Og så prøver lægerne at få forældrene overtalt til at donere deres søns organer. Specielt hjertet til en syg og trængende mor til to unge drenge, med et alt for stort hjerte.

En film som også fortæller om emnet og gør brug af samme tematikker er Alejandro G. Iñárritus fremragende "21 Grams" fra 2003, men hvor den kommer helt skarpt ind under hovedpersonerne, deres følelser og tanker, når vi det aldrig rigtigt i "Hjertets vej", hvor karaktererne skifter, og vi følger flere forskellige, her iblandt flere som vi kun møder halvt. Såsom lægen Thomas, spillet af Tahar Rahim, som fik sit gennembrud i fængselsdramaet "Profeten". Til gengæld er selve hjertet i sig selv lidt en karakter, ja næsten hovedperson, som vi er med hele vejen. Ellers skiftes der fokus mellem karaktererne, fra sygeplejerske, til læge og kirurg. Også den sørgende moder, spillet af Roman Polanskis kone Emmanuelle Seigner, som næsten i samtlige scener har våde øjne og ellers er en kvinde af få ord, der i stedet lader følelserne tale.

Menneskets skrøbelighed, og hvordan livet er uforudsigeligt nogen gange – hvordan man det ene øjeblik er ung og nyforelsket, det næste er livet slut – er netop det tema, som filmen tager op og forsøger at beskæftige sig med. Den 37-årige instruktør formår at gøre de grafiske anatomiske billeder spiselige, om man så må sige, såvel som organdonation, og hvordan læger og kirurger dagligt må overskride menneskelige og etiske grænser. Quillévéré blev inspireret af Maylis de Keranglas bog af samme navn og blev fanget af både de åndelige og fysiske aspekter i organdonation. Om hvordan liv, der mistes, gives videre til et helt andet menneske.

Historien er stille, men tålmodigt fortalt. Tempoet lader publikum få tid til at komme i rette stemning. Og fortællemæssigt fokuseres der klassisk, konventionelt og kronologisk – først følges giver og derefter modtager af hjertet. Netop modtager Claire, som spilles fremragende af Anne Dorval, der også strålede i Xavier Dolans mesterværk "Mommy", løfter filmen, når hun bidrager med kant til historiens fortælling. Fortællingen er ret forudsigelig, men det gør faktisk heller ikke det store på grund af filmens tema og tunge emne – der er en velkommen og anderledes oplevelse, som vi sjældent får fortalt i biograferne. "Hjertets vej" indeholder dog scener og elementer, som kunne undværes, men må alligevel siges at være et ægte fransk drama med følelserne helt fremme på forreste række.

Quillévéré forsøger sig ganske vellykket med kunstneriske overgange mellem scener og skift. De flotte billeder og stilfulde kompositioner, inviterer os indenfor i fortællingen med det organdonor-tema, som de færreste af os har taget stilling til. Man fornemmer filmens budskab og ikke mindst dens opfordring. Er man i tvivl, så se blot på filmens oprindelige titel: "Réparer les vivants", der direkte oversat til dansk betyder "Hel de levende".

Hjertets vej