Anmeldelse: Hjortestien
Japansk mesterinstruktør udforsker menneskets komplekse forhold til naturen i en tid, hvor tradition, kapitalisme og modernitet kolliderer.
Ryûsuke Hamaguchi er på ganske få år opblomstret som kompromisløs mesterinstruktør internationalt. Novellefilmantologien "Japanske fortællinger" og "Drive My Car" underbygger japanerens træfsikre og særegen stilfærdige stil, der bedst kan beskrives som et nedslag på landkortet placeret et sted mellem japansk litteraturs absolutte gigant Haruki Murakami og nørderier fra Den franske nybølge og John Cassavetes’ socialt bevidste mikroaggressiver. Præcis som i de to foregående værker stiller "Hjortestien" hverken enkle spørgsmål eller forventer hurtige svar. Noget ulmer mellem linjerne og i det usagte. Flertydigheder og foruroligende disharmoni efterlader os i en skov, hvor tankernes flugtlinjer har det med at fare vild.
Altmuligmanden Takumi (Hitoshi Omika) og datteren Hana (Ryo Nishikawa) lever en fredsommelig tilværelse i samhørighed med naturen i den lille by Mizubiki, et par timers kørsel væk fra Tokyo. Da to repræsentanter fra en større virksomhed ankommer til byen for at holde møde med indbyggerne, præsenteres planerne om at indrette et luksuriøs glamping-resort (’glamour’ og ’camping’ sammensat i ét ord) efter moderne standarder. Bygget efter, at bymennesket kan flygte fra dagligdagen og komme ud i naturen. Det står hurtigt klart, at planerne vil få stor betydning for det lokale økosystem. Ikke mindst den rene vandforsyning fra bækkene, som områdets beboere anvender i respektfuld pagt med naturen. Mødet mellem landsbyens sindige borgere og smarte investorer skaber en sælsom uro, der forplanter sig i skovens omkringliggende natur med Takumi stående med sin brændeøkse i orkanens stille øje.
Konflikten mellem oplevelsesøkonomiens kalkulerede grådighed og den naturelskende lokalbefolkning er en klassisk fortælling om menneskets natur i mødet mellem tradition og modernitet, såvel som en særdeles aktuel skildring af manglende forståelse for nærværende økokrise. "Hjortestien" balancerer på det skrøbelige knivsæg mellem diplomatiets smalle broer og udviklingens sorte afgrund. Skovens stier synes uigennemtrængelige, hvis hensynet skal tages på tværs af generationer og socio-økonomiske afsæt. Ryûsuke Hamaguchis ildevarslende pointe synes at være, at ansvaret for netop det hensyn aldrig bliver taget. På bekostning af alle mennesker og naturen der omgiver os.
Som i andre af Ryûsuke Hamaguchis film væves lag og symboler sammen i narrativets kludetæppe. Subtilt bindes den røde tråd til temaer om generationsforskelle og kulturforståelser ind i et eksistentielt opgør uden egentlig kamp. For den er allerede tabt. Lokalbefolkningen, høvding-anført af Takumi, præsenterer nøgternt og passivt konsekvenserne for områdets natur og deres liv, som glamping-iværksætterne glubsk vil æde sig ind på. Under dække af, at det hverken er sundhedsfarligt eller at forandringerne alligevel ingen reel forskel vil gøre. En retorik, som vækker genklang i den politiske klimapolitik i Danmark, samt ved de nordamerikanske indianeres opsang til nybyggernes massive ekspansion.
Dramaet i sovebyen er på mikroplan til at overse, men overordnet stikker Ryûsuke Hamaguchi elegant med nålespidsen til en universel og relaterbar usikkerhed om fremtiden i klimakrisens navn. Når etik møder økonomisk vækst. Og ikke mindst den arrogance, der på genkendelig vis afviser et større billede. Nok synes en hjortesti som gennemgang af skovens dyr ikke vigtig for de kommende nybyggere og den bagvedliggende neoliberale maskine, som kan bringe katastrofale omvæltninger med sig på kort og lang sigt. Eiko Ishibashis stemningsfulde underlægningsmusik er et requiem, som underbygger de bekymringer. Harmonierne mellem Hitoshi Omika og Ryo Nishikawa som far og datter er en afdæmpet undertone af ungdommens engagement og åbenhed for forandring. Til trods for, at undergangen trommer i skovens skrøbelige stille ro, der bedst kan beskrives som en trykkende og drømmende freudiansk unheimlich atmosfære.
Ryûsuke Hamaguchi afviser at optegne en entydig dom. Naturens skønhed og kapitalismens fristelser eksisterer side om side, med skovens ildevarslende stilhed som et ekko af konsekvenserne. Menneskets dilemmaer spejles i de store spørgsmål omsat i små øjeblikke og fragmenterede samtaler, som viser sig at vokse sammen mod slutningen. Hamaguchi er en mester i at binde plotmæssige afstikkere sammen i mættede meditationer, som han også gjorde det i "Drive My Car". Oprindeligt var "Hjortestien" ment som en 30-minutters baggrundsvideo til en koncert, hvilket mærkes på filmens omskiftelige æstetik, der uforudsigeligt bevæger sig et sted mellem naturpoesi og urovækkende "Twin Peaks"-thriller. Ligesom filmen bevæger sig mellem det sagte og det usagte, må vi som mennesker lære at navigere mellem vores ønsker og de grænser, naturen sætter.
"Hjortestien" har dansk biografpremiere 21. november.