Anmeldelse: Høj af kærlighed

Mange ser ned på romantiske komedier, men i virkeligheden er genren en enorm udfordring at begå sig ud i. De skal virke autentiske og vække alvorlige, dybe følelser i os. Samtidigt skal de underholde fra start til slut og få gang i lattermusklerne – uden at virke forcerede. Det er noget af en balancegang. For at rumme alt dette kan det derfor være et godt trick at give et twist til den ellers fortærskede historie om, hvordan to mennesker møder og forelsker sig i hinanden. Den franske "Høj af kærlighed" gør én simpel ting: Manden i forholdet er 140 cm høj.

Diane (Viriginie Efira) er en høj, smuk blondine med karrieren som succesfuld advokat på plads. En aften i byen under et skænderi med sin eksmand, der stadig ikke vil lade hende være, mister hun sin mobiltelefon. Den charmerende Alexandre (Jean Dujardin) ringer hende op derhjemme og fortæller, at han har fundet den. Inden røret er lagt på, har de aftalt en date, hvor Diane kan få denne spændende mand at se. Drømmeprinsen viser sig dog at være 40 cm lavere end hende.

Præmissen er simpel. Alexandre er den perfekte mand. Han er rig, kærlig, sjov og smuk – og blot 140 cm høj. Kan Diane blive forelsket i ham? I en tid med Tinder, hvor den tilsyneladende vigtigste information kærlighedssøgende mennesker deler med hinanden netop er højden, virker det som en rigtigt god præmis. Både for at dykke ned i de alvorlige følelser og lægge op til lattervækkende situationer. Desværre når "Høj af kærlighed" ikke potentialet til sokkeholderne.

Det begynder ellers godt. Åbningssekvensen i Dianes lejlighed, hvor hun ringes op af Alexandre, består af én, lang indstilling, som igennem hele dens uklippede varighed er spændende at følge med i, når kameraet følger Diane rundt i lejligheden. Ikke overraskende har "Høj af kærlighed" et markant visuelt udtryk, som er vigtigt for at bygge op til visuelle gags, der bydes på undervejs. Desværre forsvinder de ellers gennemtænkte og morsomme indstillinger, som fint understreger højdeforskellen, ret hurtigt efter de første stævnemøder. Tilbage er kun scener, der åbenlyst er filmet foran greenscreen, som forventer, at vi griner, udelukkende fordi Alexandre er lav. Det giver blot mindelser om Gimlis scener i "Ringenes herre", mere end det giver mavekramper af grin.

For det meste af tiden er filmen decideret usjov. Især dialogen. Det høres tydeligt i en scene, hvor det umage par udveksler utroligt dårlige vittigheder, som det åbenlyst er meningen, skal være sjove. Forholdet mellem Diane og Alexandre spilles seriøst, hvilket omvendt viser nyforelskelsens mange facetter. Glæden, frygten, håbet kan alle spores i deres ansigter, men det føles ikke, som om de har noget med højdeforskellen at gøre. De er blot følelser, vi alle går igennem, når vi møder en ny potentiel partner. Derfor opleves det, som om der hverken er indre eller ydre konflikter undervejs. Deres trussel er i hvert fald ikke mærkbar. Alexandre den Lille er trods højden en afbalanceret og umådeligt succesfuld arkitekt og alenefar, der kører rundt i Tesla.

Alexandre og Diane ender med at være for overfladisk beskrevet til, at vi kan dykke ordentligt ned i de tvivl, de måtte have om den spirende kærlighed til hinanden og deres højdeforskel. Det bringer os i hvert fald ikke tættere på en større forståelse af, om højde vitterligt tæller, og da filmen hurtigt bliver usjov efter de første gode visuelle jokes er fyret af, er "Høj af kærlighed" i sidste ende ikke en særligt vellykket romantisk komedie.