Anmeldelse: Honey Boy
Hele tiden summer et metalag under den ellers ret ligetil historie, og det er dét, der gør "Honey Boy" original.
Biografiske film kan fortælles på flere måder. Heriblandt som forårets filmatisering om Elton John, musical-fantasien "Rocketman", der havde grobund i virkeligheden, men tog sine kreative friheder. Filmskabere kan komme for tæt på, og visse ting ønskes måske at holdes tæt til kroppen. Skuespilleren Shia LaBeouf har ikke ønsket at holde noget tæt omkring sin opvækst, og det er der i "Honey Boy" kommet en rørende og original fortælling ud af.
Otis arbejder som skuespiller og har gjort det så længe, han kan huske. Efter et par vilde år med sprut, kvinder og anholdelser beslutter den unge skuespiller at tage sit liv op til revision og gå ned ad mindernes baggyde. Som 12-årig boede han sammen med sin voldelige og alkoholiserede far, James. Farmand arbejdede som rodeo-klovn, men det var Otis, der bragte pengene hjem til huslejen. Forholdet mellem far og søn er præget af svigt og ensomhed, men også kærlighed og forståelse, som kun de forstår og lever med.
Da Shia LaBeouf slog igennem med Michael Bay-actionbraget "Transformers", blev han stemplet som endnu en Hollywood pretty boy. Karrieren stod efterfølgende på det ene actionbrag efter det andet, men i starten af 2010'erne skete der noget. LaBeouf udviklede en form for kunstnerisk frihed og begyndte at udtrykke sig på ekstravagante og ikke mindst kontroversielle måder. Heriblandt med en papirspose over hovedet til en filmfestival – for at nævne et af de mest bemærkelsesværdige tilfælde. Efter roller i Lars von Triers "Nymphomaniac" og Andrea Arnolds "American Honey" var den unge mands pretty boy-image helt væk.
For hvor kom Shia LaBeouf egentlig fra? Det har ingen rigtig vidst, og derfor virker det også som om, at skuespilleren virkelig har haft brug for at fortælle sin historie. LaBeouf har til "Honey Boy" skrevet manuskriptet, som er skarpt, brutalt og fuld af indsigtsfulde pointer om filmbranchen. Og så spiller han rollen som sin egen far – og gør det virkelig suverænt. Måske med sin bedste rolle til dato kan man mærke, at kærligheden er til stede. Det er bare meget svært for James at vise det overfor Shia på en sober og ordentlig måde.
Unge Noah Jupe, som vi senest har set som Christian Bales søn i "Le Mans '66", er et sandt naturtalent som den yngre Otis. 14-årige Jupe udviser hjerteskærende og sårbart skuespil med en karakter, der samtidig er fuld af gåpåmod og selvstændighed. Hele familiebilledet er selvrefleksivt, da Shia som sin egen far skal rose sig selv som søn – men ikke kan finde ud af det. Hele tiden summer et metalag under den ellers ret ligetil historie, og det er dét, der gør "Honey Boy" original. Udtrykket er konventionelt, men instruktør Alma Har'el får alligevel skudt smukke billeder op på lærredet, og de er med til at øge den stærke histories budskaber.
"Honey Boy" er ikke en rar film, men den er beundringsværdig i sin illustration af et problematisk familieforhold, der ikke er set på film på helt samme måde. Alma Har'el, som debuterer som spillefilmsinstruktør, har sammen med Shia LaBeouf skabt en film med et originalt metalag og en frastødende, men samtidig nærværende historie. Det kan godt være, at Shia LaBeouf blev gjort til en pretty boy, og at der blev gjort grin med ham under hans mærkelige udskejelser. Men tro mig. Efter at have set "Honey Boy" får man helt ny respekt for manden og sætter meget mere pris på hans tidligere film. Det har ikke været nemt at være Shia, og det skal han have kredit for at vise så ærligt som her.