Anmeldelse: Hulemanden Sten
I "Hulemanden Sten" besøger vi en flok elskelige stenalderfolk, der lever i fred og harmoni i deres dal.
Når grunden til min store glæde for ost skal tilegnes Nick Parks evner indenfor ler-animationsbranchen i fortællingerne om Walter og Trofast, er det roligt at sige, at den mand kan finde ud af noget med hænderne. Desværre er fantasien og historien bag det nye og ellers ambitiøse projekt fra selvsamme mand og Aardman Animations langt mindre holdbart end det, lerfigurerne er lavet af.
I "Hulemanden Sten" besøger vi en flok elskelige stenalderfolk, der lever i fred og harmoni i deres dal. Blandt dem er hulemanden Sten og hans bedste ven, Grøffe. Sten drømmer om at jage mammutter og i det hele taget få eventyr sparket ind i hverdagen. Pludselig bliver Stens godmodige drømmerier afløst af en modbydelig virkelighed, da mægtige Lord Snøp fra Bronzealder-byen invaderer den idylliske dal. Smidt ud i den barske ødemark uden håb for fremtiden er det op til Sten at samle klanen og vinde dalen tilbage. Dette ender med at skulle afgøres på en forhistorisk fodboldbane.
En mand rejser til månen for at skaffe mere ost og finder en ny ven. En kriminel pingvin og et par robotbukser. En kylling og hendes griske, morderiske gårdejer. En ondskabsfuld hund og hans lyst efter uld. Dette er blot eksempler på historier, som på papiret lyder simple. Nick Park har forvandlet fortællingerne til en magisk del af barndommen samt en del af britisk kultur med "Walter og Trofast"-serien og de andre fantasifulde historier, som det prisvindende animationsstudie Aardman Animations har skabt gennem årene.
Men hvorfor er det så, at jeg lyder lidt utilfreds med denne nye kreation fra Aardman? Og hvorfor har jeg stadig givet "Hulemanden Sten" fire store stjerner, sidder du sikkert og funderer over nu. Den gode Walter lærer, at når nøden er størst, er hjælpen nærmest. Karakteren er givet på baggrund af den elskelige glæde, jeg får ved at se en god gammel ven efter alt for lang tid. Der er blot simpelthen noget, der mangler i "Hulemanden Sten". En form for kækhed og især egentlig bare en form for fuldendt historie, der aldrig bliver givet.
Der kommer i stedet en mærkelig form for træthed over én, som mindre børn heldigvis nok bliver forskånet for, men som selv den mest entusiastisk animationsfan ikke vil kunne undgå at mærke. Måske var det, fordi filmen blev vist med danske stemmer, men egentlig plejer netop Nick Parks film at virke både på engelsk og dansk. Måske er det bare, at historien på ingen måde kan leve op til de foregående værker, men at filmen stadig har alle de kendetegn, som man elsker og genkender, og som har gjort Nick Park og folkene bag til skabere af kunst.
Det var Nick Park, som gjorde, at jeg som barn kiggede sultent på min far, mens han spiste store stykker brød med gule skiver ost. Hvis jeg så smagte en smule, vendte mine smagsløgs sig i protest, indtil jeg genså et "Walter og Trofast"-afsnit. Jeg gyser stadig ved tanken om den stumme, smykkehungrende pingvin, som på listig vis lokker den altid godtroende Walter i fordærv, og jeg tror, jeg fik det første indblik i ondskab, da jeg så en stor hund true et lille uskyldigt får. Jeg har set Nick Parks små film på så mange forskellige stadier af mit liv, og de rammer altid lige ned i nostalgiens lomme fuld af minder. Og med dette vil jeg på afsluttende vis sige: "Nick Park og co. Jeg venter med spænding og barnlig glæde på jeres næste kunstværk!"