
Anmeldelse: Hundemand
Skør og charmerende animation starter børnefilmåret med masser af energi.
Den logrer med halen og venter altid ved døren, når du kommer hjem. Den er menneskets bedste ven. Den vil altid give dig kærlighed, og hvad er bedre end en ordentlig tungeslasker fra et af jordens skønneste skabninger? Måske ville det bedste bare være at blive forenet i et med dette skønne dyr. Det er præcis det, der sker i den skrupskøre og fuldstændig vidunderlige animationsfilm "Hundemand", der vil underholde både små og store i familien.
Politimand og hans vovse er på jagt efter en skurk. Da en bombe sprænger og skader begge parter, bliver lægerne enige om at transplantere hundens hoved til politimandens krop. Dermed er Hundemand født. Han har både alle egenskaberne fra en hund og et menneske, og tilsammen er det en stor fare for de skruppelløse forbrydere i byen. Blandt andet superskurkekatten Pjevs, der har så mange onde planer, at de skal nå at udføres på rekordtid.
Hundemand er skabt af tegneren Dav Pilkey, der også står bag historierne om "Kaptajn Underhylder". Pilkey har skabt et univers helt sit eget, fyldt med originale påfund og en tegnestil, der ikke ligner noget andet. Selv "The Simpsons" har ladet sig inspirere af ham i et afsnit, der omhandlede en tegneserie om Angry Dad. Stilen minder om en blanding af patchwork og 2D-animation. Det giver det hele et både råt og charmerende look, og DreamWorks har i den grad formået at overføre stilen til det store lærred.
Historie er der måske ikke meget af, men til gengæld er der fart over feltet fra første minut. Nogle vil måske mene, at det blot er for at sikre, at ungerne ikke keder sig, men der er en mening med galskaben. Filmen er fyldt med geniale påfund, der både hylder stumfilmens slapstick-humor, 40'ernes screwball-komedier og nyere komediers meta-humor. Det er nærmest som at se en spoof-film i stil med "Højt at flyve". Man kan ikke fange alle jokes første gang, så man må se den igen – en genistreg inden for komik.
Vi får leveret kaiju-kampe i stil med "Pacific Rim", men med levende bygninger med munde og øjne, hvor der tilmed bliver danset technodans. Tilsæt dertil en række gakkede montager med den uha-onde Pjevs, der opfinder den ene mere ondsindede maskine efter den anden, men som altid mislykkes. Det er ren "Looney Tunes" blandet med "Stop den brevdue". Referencerne står i kø, og man kan mærke, at Pilkey og manusforfatterne kender deres komediehistorie. Hundemand selv siger kun lyde, men hans kropssprog siger det hele. Man kan mærke kærligheden og ømheden, uanset om han er glad eller ked af det. Til gengæld er Pjevs fuld af anekdoter og nedrige planer, som bliver leveret skønt af Mark LeFevre. Der er desuden en række skønne musikstykker på soundtracket, der sætter den helt rigtige tone. Selvom historien er tynd, keder man sig aldrig, når der er så meget kreativitet på skærmen. Marx Brothers og Chaplin ville have været stolte.
Historien om Hundemand er yderst populær på bog, og filmen vil med garanti ikke skuffe nogen. Der er fart over feltet fra første øjeblik, og speederen er i bund hele vejen til den søde og tilfredsstillende slutning. Kreativiteten i jokes flyder ud over lærredet, og man er nødt til at se filmen igen for at få alle de vidunderlige humoristiske påfund med. Sidste år lavede DreamWorks en af årets bedste animationsfilm i form af "Den vilde robot", og allerede her i januar leverer de endnu et hit. Så tag hele familien med og få et af årets bedste grin i biografen. "Hundemand" er skøn og leverer varen fuldt ud.
"Hundemand" har dansk premiere 28. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.