Anmeldelse: Hunt for the Wilderpeople

Taget i betragtning af hvor lille en filmindustri der eksisterer i New Zealand, har miniput-nationen alligevel markeret sig på det filmiske verdenskort. Selvom Peter Jacksons Tolkien-filmatiseringer er nationens absolut meste populære film, understreger "Hunt for the Wilderpeople”", at stillehavsøgruppen har langt mere at byde på end eventyrlystne hobbitter.

12-årige Ricky Baker (Julian Dennison) er blevet sendt i plejefamilie, hvor et aldrende ægtepar skal forsøge at få problembarnet på ret kurs – som allersidste mulighed før han bliver sendt i ungdomsfængsel. Da en tragedie indtræffer, ser Ricky og manden i huset, den ældre "Onkel" Hec (Sam Neill), sig nødsaget til at flygte ud i den new zealandske bush – alt imens eftersøgningen efter det umage par eskalerer helt unødvendigt og udvikler sig til en hektisk manhunt.

Taika Waititi er nok mest kendt herhjemme for den gakkede vampyr-komedie "What We Do in the Shadows", som han instruerede og medvirkede i. Komikken lader sig heller ikke fornægte i "Hunt for the Wilderpeople", som i perioder er ekstremt morsom. Dog aldrig på bekostning af en solid coming-of-age-fortælling om venskab, forskelligheder og det at høre til.

Som i en god børnebog pakkes alvoren gevaldigt ind i afvæbnende og finurlige indslag. 41-årige Waititi er mere end bevidst om, at den newzealandske natur er en majestætisk tour de "Ringenes herre". Vores to heltes spontane eventyr er til tider en forrygende parodi på samme, altid leveret med skarp dialog og et særdeles lunt glimt i øjet – uden at blive for meget af det gode. Synergien mellem gammel-bitre Hec og barnligt flabede Ricky er fra start tilpas spydig. Trods generationskløftet finder de alligevel fælles fodslag, hvilket i al sin simpelthen er filmens mantra.

Som halv maori er Taika Waititi optaget af sit fædrelands kulturelle ophav og skel. Derfor er det oplagt at læse "Hunt for the Wilderpeople" som en charmerende håndsrækning i håb om yderlig samhørigheden mellem New Zealands oprindelige polynesiske befolkning, dén med europæisk baggrund – og dem med blandet blod. Al dette omsat i et absurd gadekryds af en road movie, der vellykket understreger, at humor kan anvendes som et humanistisk sprog, alle taler og forstår. Selvom det overvejende er en fornøjelse at følge Onkel Hec og Ricky Baker træde ind og ud af veloplagt forvekslingskomik, kommer vi aldrig op i højeste gear. De mange sideplots er sjove – men der mangler simpelthen fortællermæssigt fokus til, at det tematiske pondus fuldbyrdes.

Når "Hunt for the Wilderpeople" er bedst, er den en overraskende frisk og veloplagt genrehybrid. Selvom Taika Waititis tredje spillefilm momentvis er udflagrende, rammer den rent ind som en af årets bedste coming-of-age-film, som bestemt går sine helt egne veje – uden at blive en langsommelig landevejstraver.