Anmeldelse: Hunter Hunter

"Hunter Hunter" er som at se to film i én.

Naturen kan være et farligt sted. Men det kan også være et sted, hvor man søger hen for at finde off the grid-ro og fred fra den stressende civilisation. Det canadiske horror-drama "Hunter Hunter" sammenfatter roen med det intenst farlige i ekstremt flotte naturbilleder og velskrevne karakterer. Desværre uden at fastholde modsætningerne i stærkt nok greb.

Anne, Mersault og deres datter Renee bor dybt inde i skoven. De har en fast hverdag, hvor far og datter drager på jagt, mens mor tager slæbet hjemme. Det hele kører på skinner, indtil en tilsyneladende glubsk ulv truer deres daglige gang. Mersault vil fange ulven, men da han gør et uhyggeligt fund, bliver det starten på noget meget værre end ulven. Imens må Anne og Renee forsvare sig selv i hytten mod noget, de ikke aner, hvad er.

"Hunter Hunter" er som at se to film i én. Første halvdel minder om en postapokalyptisk historie med tre mennesker ude i intetheden, omringet af ødemark og med farer på spring. Vores tre hovedpersoner lever af den vilde natur og har som det eneste moderne apparat et par walkie-talkies til at holde kontakten. Det giver – i hvert fald i filmens første halvdel – en intens og urovækkende stemning.

Naturen fremstilles både barsk og ubarmhjertig. Men, som farmand fortæller til sin datter, også med små stunder af skønhed. Filmens look er med til at give filmen en helt særlig stemning med høje træer og nærmest stilhed i flere scener. Familiens stunder om middagsbordet om aftenen giver plads til eftertænksomhed og episoder, hvor man kan mærke, hvor hver enkelt person gerne vil hen ad i fremtiden. Der bliver ikke ytret meget, men man kan mærke det på kropssproget, og det er stærkt spillet.

I anden halvdel springes så over i en helt anden grøft. Da farmand gør det uhyggelige fund, vender det op og ned på hele familiens tilværelse og de gode takter. En fremmed træder indenfor i deres hjem og bringer en stemning med sig, som filmen sagtens kunne have været foruden. Og især de sidste tyve minutter mister litervis af troværdighed med spring ind i home invasion og torture porn, hvor den groteske slutning er totalt unødvendig og falder igennem mod den første times intense narrativ.

"Hunter Hunter" føles som to i én. Havde instruktør Shawn Linden holdt sig til sin fremragende skildring af en familie i opløsning ude i ingenting, som vi er vidne til i den første times tid, havde filmen været aldeles fremragende. Der lades op til dommedagssymbolik med (Fenris)ulven og den intense skildring af naturens råhed. Desværre forfaldes til overdreven home invasion og torture porn for at tilfredsstille horror-publikummet. Slutproduktet er slet ikke tjent med skiftet, og derfor er det kun et halvslagtet jagtbytte, man tager med fra biografens dybe mørke.