Anmeldelse: I Blodet
Ungdommen bliver dyrket og idealiseret mere og mere i dag. Vi skal alle se yngre, slankere og vildere ud, og for at modarbejde alderens naturlige fremkomst kalder vi i dag trediverne for de nye tyvere. Men ligegyldigt, hvor meget vi kæmper imod, sætter alderen sig på den ene eller anden måde. Om det er karriere, kæreste eller kvadratmeterpris, der er skyld i det, så tvinges vi alle til at træde ind i de voksnes rækker. Det er denne smertefulde overgang, som skildres af "I Blodet".
Den medicinstuderende 12-tals dreng Simon bor sammen med sine tre gamle gymnasiekammerater i en lejlighed på Nørrebro. Det er sommer, og drengene fester uhæmmet, men det ansvarlige voksenliv begynder så småt at vise sig. Esben vil sælge sin andel af lejligheden, Søren vil flytte sammen med kæresten, og Simons bedste ven og medstuderende, Knud, er pludselig ikke så sikker på efterårssemestret sammen i Bolivia, efter at kæresten Mia går fra ham. Det vækker en indre vrede i den dumdristige Simon, som selv må efterse sine idealer om at leve i nuet, da han møder den helt særlige pige Emilie.
Ungdomsdramaet er historisk set en besværlig genre at begå sig ud i, da det nemt mister troværdighed, når noget så flygtigt som ungdommen forsøges beskrevet. Spørgsmålet er, om den succesfulde manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg ("Sandheden om mænd", "En kongelig affære") har forfattet et vedkommende et af slagsen i sin debut som instruktør.
Visuelt er "I Blodet" yderst stemningsmættet. Allerede fra start indhylles vi i betagende billeder, der modstiller Bolivias rolige og drømmelignende jungle med Københavns hektiske og virkelighedsnære storbyjungle, der er indtaget af ungdommen, og hvor de rigtigt voksne sjældent ses. Med en lydside af bl.a. Oscar-nominerede Jóhann Jóhannsson er der ingen tvivl om, at filmens æstetiske side er dybt imponerende. Karaktererne virker for det meste autentiske og er samtidigt tilpas karikerede, selv om det nogle gange går for vidt med overforklarende dialog og utroværdig adfærd. Simons opbygning af frustrationer undervejs er forståelig, men hans opførsel er nogle gange alt for langt ude.
Hvor karakterbeskrivelsen fejler en smule, er der heldigvis et godt skuespil til at redde det. Især Victoria Carmen Sonne udviser en beundringsværdig rækkevidde og ømhed, som den hun viste i kortfilmen "Vanilje". Eneste anke ved skuespillet er drenges tendens til at mumle, men det er højst sandsynligt villet for at gøre sproget mere overbevisende. Historiens udvikling er rodet og føles med jævne mellemrum langtrukken. Igen kan det ses som udtryk for ungdommens kaotiske natur, og heldigvis er der mange stærke scener, der i sig selv udfolder filmens komplekse tema, bl.a. en fødselsdagsfest, hvor erkendelsen af, at vi alle bærer på en allestedsværende ensomhed, elegant præsenteres.
"I Blodet" er en stærk og medrivende fortælling om ungdommens sidste dage. Storbyskildringen af København, især Nørrebro, som den fælles legeplads, hvor ungdommen lærer om livets op- og nedture, er smuk og fængslende, da stilen selv er ungdommelig uden gumpetunge, pædagogiske pointer. Det gør samtidigt, at filmen ikke kommer så meget videre, men det er ikke nødvendigvis et problem – især ikke når trediverne er de nye tyvere.
Se Moovy TV's interview med Rasmus Heisterberg og Kristoffer Bech i forbindelse med "I Blodet" her.
