Anmeldelse: I Kill Giants

I sidste ende kan "I Kill Giants" ikke forsvare sig mod sine egne giganter.

Ved Oscar-ceremonien i 2014 var der dansk hæder. Makkerparret bestående af instruktør Anders Walter og producer Kim Magnusson vandt en Oscar for bedste kortfilm med "Helium". Fire år senere er de to danskere tilbage med deres første amerikanske film, "I Kill Giants". Set med danske briller er dette ganske interessant. Resultatet er dog en blandet fornøjelse.

Vi følger Barbara (Madison Wolfe). En outsider, der er overbevist om, at byen snart bliver overtaget af giganter, hvor teenageren er den eneste, der kan redde dem alle. Da skolens psykolog, Mrs. Mollé (Zoe Saldana), og den nye pige i klassen, Sophia (Sydney Wade), får kontakt med hende, begynder de at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af Barbaras verden.

Hvis ovenstående beskrivelse ikke giver et fingerpeg om, hvordan handlingen forløber, skal filmen nok sørge for at give det. Filmen er lige så beskeden som en slaghammer mod en væg, hvor det dog her er publikums intelligens, der står for skud. Konceptet fejler ikke noget, men måden, hvorpå det fremvises, er problemet her. Man forudser hurtigt den store afsløring, selvom den først kommer i tredje akt. Dette er imidlertid det mindste problem, hvis størrelse er af samme omfang som omtalte giganter.

Fokusset er – på godt og ondt – udelukkende på Barbara. Hun er den eneste reelle karakter, hvor de andre ikke tilbyder meget – udover pludselige skift i personlighed, når plottet kræver det. Hendes forhold med Sophia gør så lidt indtryk, at man undrer sig over, hvorfor den nye pige i klassen overhovedet er med i filmen. Selv hovedpersonens familie får minimal skærmtid. Handlingen er generelt forhastet med et svagt klimaks og en slutning, der desperat forsøger alt for at få dig til at græde.

Det er en gigantisk ærgrelse, da filmen unægteligt har sine stærke momenter. Wolfes skuespil er fantastisk, og man ikke kan undgå at lade sig rive med. På egen hånd skaber hun følelsesladede scener, hvor filmen fik mig til at føle noget. Præstationen er rigtig god, men det er en skam, at det er på bekostning af alt andet. Manuskriptforfatteren Joe Kelly, der er medansvarlig for den oprindelige, prisbelønnede graphic novel, kunne med fordel havde allieret sig med en skrivepartner.

Her er bestemt gode øjeblikke og emotionelle scener i vente. I sidste ende kan "I Kill Giants" dog ikke forsvare sig mod sine egne giganter. For meget hastværk, og handlingen er for åbenlys. Jeg ville gerne elske denne film, da den til tider greb mig fuldstændig – men det kan jeg ikke. Anders Walters spillefilmsdebut er desværre en middelmådig film, men man skal jo starte et sted. Vi må håbe, at han har nedkæmpet sine egne giganter i næste omgang.