Anmeldelse: I Syrien

Tankevækkende portrætteres hverdagen under den syriske borgerkrigs hærgen i Aleppo, og de menneskelige omkostninger det har.

Krigens ansigter drukner ofte i mediernes billeder af flygtningestrømme eller reduceres til statistik, når krigsførende nationer løber fra deres ansvar ud i menneskerettigheder. Når mennesket bag bekvemt fejes ind under gulvtæppet, synes det nemt for særligt den vestlige verden at retfærdiggøre krigsførelsen som noget, der ikke har en reel indflydelse på den daglige trummerum. Og hvis den har, ses der helst den anden vej. "I Syrien" sætter fingeren på spidsen med dén tilgang, til trods for at vinderen af CPH PIX's Publikumspris foregår i krigshærget Aleppo.

Over et døgn følger vi en familie forskanset i den sidste beboede lejlighed i en ejendom, mens bomberne falder, og skudsalver danner lydtapet for dagligdagen. Moderen i huset, Oum Yazan, holder med hård hånd styr på beboerne i den barrikaderede lejlighed. Da en tragisk hændelse en tilfældig morgen udspiller sig fra køkkenvinduet, må hun holde sin viden skjult for de andre beboere og fortsætte de daglige rutiner, som om intet var hændt.

"I Syrien" er som slice of life-fortælling fra borgerkrigszonen et hårdt bekendtskab. Håb og glæde er reduceret til rendyrket overlevelse, hvilket smitter af på beboerne i den lille lejlighed. Der er ganske vist ikke mange solstråler at hente i instruktør Philippe Van Leeuws beretning, hvilket bestemt heller ikke er pointen. Til gengæld er påmindelsen om ikke at miste den gnist, der gør os til mennesker – koste hvad det vil – alligevel et livsvigtigt og rørende perspektiv.  

Oum og de andre beboere gemmer sig bag gardinerne og bliver indendørs i sikkerhed. Dette er naturligvis en illusion af tryghed, når verden udenfor forsøges at glemmes i de rutiner, der førhen udgjorde persongalleriets hverdag. At stikke hovedet i jorden er et levevilkår for Oum, eminent spillet af Hiam Abbass, der tackler tabet af familiemedlemmer og venner med en smittede kynisme, hvor moral og etik sættes over styr – uden at Oum som udgangspunkt ser det som problematisk. Udenfor er der jo en årelang borgerkrig uden ende, hvilket retfærdiggør alle bevæggrunde for at se den anden vej. Logikken er omstændelig at fortænke, men er det mere rigtigt af den årsag?

At distancere sig mentalt, når man lever midt i en krigszone, er naturligvis af helt anden karakter, end ved at distanceringen er herfra i trygge Europa. Bag overfladen er "I Syrien" en sviende lussing til, hvordan verdenssamfundet bevidst vælger at stå til bag køkkenvinduet, mens uskyldige kvinder voldtages, og unge civile mænd tilfældigt bliver skudt ned. Van Leeuw løfter ikke pegefingeren i et forceret opråb om krigens blodighed. I stedet stikkes der til de mentale mekanismer, der automatisk opstår i den afstandtagen, hverdagen tvinger normale mennesker til at tage.

Tankevækkende portrætteres hverdagen under den syriske borgerkrigs hærgen i Aleppo, og de menneskelige omkostninger det har. Instruktør Philippe Van Leeuw formår at komme de moralske dilemmaer eftertænksomt i møde, dog uden at komme mere længere derfra.

I Syrien