Anmeldelse: I fars hænder

"I fars hænder" er en tankevækkende fortælling om opvækst og social arv, og hvad der sker, når vi konfronterer vores personlige dæmoner.

De fleste af os er blevet påvirket af vores familie og den opvækst, det har medført på kryds og tværs – og på godt og ondt. I instruktøren Sven Vinges tilfælde har familiens opvækst sat tydelige spor i ham som person. Sven og hans bror, Emile, er nemlig vokset op med en dybt alkoholiseret far, der oftest har været mere til besvær end behjælpelig. Med sin dokumentar "I fars hænder" vil Sven Vinge endelig konfrontere sin far og de traumer, som ikke er blevet bearbejdet, men det er svært, når faderen har været død i næsten tyve år.

En nat er Svens fader, Niels Vinge, frosset ihjel med en flaske vodka i hånden efter at være gået kold i en snedrive på vej hjem fra den lokale tankstation. Den 20-årig Sven foragtede sin fars opførsel og havde svært ved at forholde sig til dødsfaldet, men som 37-årig plager det ham. Påvirket af fortidens traumer og med håb om forløsning dykker Sven derfor ned i sin families historie. Det er der kommet en interessant og dybt personlig fortælling ud af, hvor Sven Vinge igennem sin familie, gamle breve, optagelser og erindringer må konfronteres med den opvækst, der har præget ham – og fortsat gør det.

"I fars hænder" er en intim og personlig fortælling, der naturligt formidles gennem Svens subjektive erindringer og konstruktioner. Med håndholdt kamera skabes fortællingen, når han snakker med sin lillebror, skyper med sin franske mor eller blot filmer sig selv, der snakker til kameraet. Som dokumentaren udfolder sig, følger publikum fortællingens tilblivelse og den kamp, Sven kæmper for at fortælle sin historie ordentligt. Fortrængte minder dukker op, når han hører gamle lydptagelser af sin far, og når der læses hjerteskærende breve, som en ung Sven har sendt til sin fulde far.

Som fortællingen udvikler sig, må Sven forholde sig til, hvor tæt han tør komme på faderen og i sidste ende sandheden. Pludselig findes der forsvundne breve på loftet og hidtil uhørte optagelser fra faderen, der af uvisse årsager gjorde en dyd ud af at optage sig selv snakke, som afslører mere, end Sven allerede vidste. I tilståelser til kameraet må en dybt forvirret Sven forholde sig til, om han har brudt den sociale arv, eller om faderens historie er ved at gentage sig? Det kommer blandt andet til udtryk i flere scener, hvor Sven forsøger at lære om sin fader igennem bedstemoren. Hun vil hellere fokusere på fremtiden, men Sven er ikke selv i tvivl – hans fremtid afhænger af hans fortid.

I fortællingen om sin faders arv mærkes det, hvordan Sven Vinge, som er uddannet fra Super16-filmskolen, nyder at eksperimentere med dokumentargenrens former. For mens rejsen gennem Svens minder udspiller sig, bliver vi som seere også i tvivl. Hvor meget er iscenesat? Historien bliver en frisk hybrid af minder, sandheder og løgne, men ligeledes et spørgsmål om, hvad der er en (re)konstruktion. I en tilbagevendende scene er Sven eksempelvis ved at caste en skuespiller, der skal spille hans far. Filmen virker som en terapeutisk nødvendighed for Sven, men ligeledes bliver fremstillingen et studie af, hvad der definerer en subjektiv sandhed, når grænserne flyder sammen.

"I fars hænder" er en tankevækkende og rørende film om både svigt og skyld, men også kærlighed og tilgivelse. I en intim og spændende indpakning står Sven Vinge ansigt til ansigt med sine dæmoner i et forsøg på at finde ud af, hvordan vores sociale arv definerer os som mennesker. Konfronterende overfor sin far, familie – og ikke mindst sig selv – reflekterer Sven over det menneske, han er og gerne vil være, når han til sidst må beslutte, om han vil give slip på fortiden eller lade sig æde op.