Anmeldelse: I trygge hænder

Filmens knap to timer glider ubesværet afsted.

Det vigtigste, man kan give et andet menneske, er en god start på livet. Dette er det altoverskyggende tema i Jeanne Herrys intense drama om ét af de sværeste valg, man kan tage – at give sit barn væk. "I trygge hænder" er Herrys blot anden spillefilm som instruktør og har modtaget fire nomineringer til Lumiere-prisen for bedste instruktør, bedste skuespillerinde, bedste manuskript og bedste film. Fire nomineringer, der alle er fuldt fortjente.

Efter mere end ti års kamp for at blive mor udvælges Alice endelig som adoptivmor for den nyfødte Theo. Men da Theos biologiske mor har to måneder, hvor hun har mulighed for at fortryde sin svære beslutning, er intet sikkert. I de to måneder opholder Theo sig hos plejefaren Jean, som skal sørge for, at Theos liv starter så godt som muligt.

"I trygge hænder" er både rørende og smuk og behandler følelser, de fleste af os kan relatere til. Nej, du behøver ikke at have bortadopteret eller mistet et barn for at få noget ud af filmen, der mere end noget andet er en hyldest til livet, kærligheden – og de mennesker, der har viet deres liv til at hjælpe andre.

Skuespillernes præstationer er klart det mest bemærkelsesværdige i filmen. De forstærkes smukt af Pascal Sanglas unikke musik, der bruges minimalt og dermed giver publikum mulighed for helt uforstyrret at mærke karakterernes glæder, sorger og smerter. Manuskriptet, som Herry selv står bag, er så jordnært og velskrevet, at det i samarbejde med alt det ovenstående får filmens knap to timer til at glide ubesværet afsted.

Theos biologiske mor spilles af Leïla Muse, der til trods for kun at være i billedet i filmens begyndelse leverer underspillet skuespil, som konstant sår tvivl om, hvorvidt hendes beslutning om at give Theo væk er den rette. En tvivl, der filmen igennem ligger under overfladen som et uafrysteligt tema. Alice spilles af Élodie Bouchez, som leverer skuespil i særklasse. Hendes følelsesladede rejse gennem de ti lange år med op- og nedture skildres i perfekt balance mellem det sentimentale, det rørende og styrken til ikke at give op. I rollen som plejefaren Jean, der har det vigtige job at agere far for Theo og sørge for den bedste start på livet til den nyfødte, ses Gilles Lellouche. Lellouche giver publikum et smukt og rørende billede af livet som plejefar. Fælles for de tre skuespillere er – udover at de alle understreger filmens vigtige temaer – at de sparer publikum for de store følelsesmæssige udbrud, hvilket giver plads til mange skønne nuancer i karaktererne.

Skal du se en film, der skiller sig ud fra de mange mainstreamfilm, er "I trygge hænder" et virkelig godt alternativ. Denne realistiske, franske filmperle kommer ud i alle afkroge af følelsesregisteret hos de mange involverede i den til tider svære proces. Men vigtigst af alt: Filmen dømmer ikke og bliver aldrig kvalmende til trods for de basale og tunge temaer.