Anmeldelse: IF - Fantasivenner

John Krasinski har med sine fantasivenner skabt et rørende og morsomt eventyr for hele familien.

Livets cyklus. Vi bliver født, vokser op, bliver gamle og dør. Hvad er egentlig meningen med livet? Man skal huske, at nyde de små ting i livet og især som barn kan ens fantasi vokse sig stor. Alvoren bliver mere præsent i ens voksenliv. Men det betyder ikke, at man skal glemme, hvordan det var at være barn engang. John Krasinski fortæller med "IF – fantasivenner" en morsom og rørende fortælling om både de seriøse og de humoristiske sider i tilværelsen.

Bea har mistet sin mor til kræft i en meget ung alder. Da hendes far får dårligt hjerte og skal opereres, flytter hun ind hos sin bedstemor. Bea må blive voksen, som hun selv ser det. En aften ser hun en mystisk pige, som bor i samme bygning som hende. Den mystiske pige er en såkaldt IF, en fantasiven, hvis ejer har glemt hende. Hun bor sammen med den tidligere klovn Calvin, som er en IF-finder. Fantasivennerne skal tilbage til deres ejermænd og Bea vil gerne hjælpe til. Men det er nemmere sagt end gjort.

Fantasien sætter ingen grænser. Alt kan ske, så længe man kan forestille sig det i ens hoved. Børn har en livlig fantasi, men som voksen bliver fantasi afløst af virkeligheden. Dog ikke på film. Film er et sted, hvor fantasien kan få frit spil. Instruktør John Krasinski har selv udtalt, at han efter at have dykket ned i det mørke "A Quiet Place"-univers ville lave en film, som han kunne se sammen med sine børn. Og hvor hans egen fantasi ville få frit spil.   

Vi er i et skønt familiefilms univers. Der er farverige eventyrfigurer, morsomme optrin og vidunderlig musik af Michael Giacchino. Man får mindelser om hans skønne score til "Inderst inde". Men der bliver ikke talt ned til de yngste i familien. Der er stærke temaer på spil, som det at miste og ensomhed. Bea, spillet skønt af Cailey Fleming, kommer i løbet af filmen igennem flere rørende oplevelser, som mange børn nok ikke har oplevet endnu. Men det er emner, der er vigtige at tale om, og det forløses elegant her. Såsom en smuk balletscene, der skal illustrere den glemte barndom, er mesterlig.

Men selvfølgelig skal vi også huske at grine. De nuttede og polstrede fantasivenner er skønne at være i selskab med. Der er sjove, søde, og i særdeleshed mærkværdige karakterer. Fantasien sætter ingen grænser. Man kunne godt have ønsket en smule mere konflikt mellem IF’erne, men konflikten er hos Bea. Det er hende, der skal udvikle sig. Cailey er skøn i hovedrollen og hun er omringet af dejlige stemmeskuespillere. Lige fra Steve Carell, George Clooney til Phoebe Waller Bridge. De danske stemmer fungerer fint og gør det, de skal. Og så er der Ryan Reynolds. Ryan bliver desværre holdt i stram snor som Calvin. Som Deadpool ved vi, at han kan være sjov. Men her bliver han lidt en straight man. Der kunne godt have været lidt mere vildskab fra den karismatiske skuespiller.

John Krasinski har med sine fantasivenner skabt et rørende og morsomt eventyr, der kan ses af hele familien. De mange skønne væsner er sjove og opfindsomme og skuespillet er solidt over hele linjen. Der er også alvorlige temaer på spil og det er forfriskende i en amerikansk familiefilm. Man savner en smule konflikt og snoren måtte godt have været lidt kortere på Ryan Reynolds. Men alt i alt er det værd at rejse ind i fantasiens verden med de skønne IF’ere.

"IF – Fantasivenner" har dansk biografpremiere 16. maj. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor den vises med både danske og de originale engelske stemmer. Læs mere her

IF - Fantasivenner

Kommentarer

IF - Fantasivenner

  • 0

    Alle de gange jeg har set traileren i biffen, har det været med dansk tale, og det gør den satme ikke nogen tjenester :)

    Men når du siger god for den, så skal den da ses - med original tale!

    Martin Lyager Nielsen19-05-24 22:34

  • 0

    God anmeldelse, skal da have set den med mine børn :)

    Psst....  længere snor ...

    Ronni Pedersen21-05-24 17:35

  • 0

    Jeg er enig i anmeldelsen. Det var en af de bedre børnefilm, der er udkommet de seneste år.

    bhs 9-06-24 08:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen