Anmeldelse: Ildsjæl

Hjertevarm far-datter-animation er sommerens bedste bud på en vaskeægte feel good-familiefilm.

Animationsfilmtronen indtages primært af amerikanske mastodonter som Disney og DreamWorks, mens lokale produktioner rammer det danske marked fra tid til anden. Canadiske "Ildsjæl" når ganske vist ikke naboers produktionsniveau, men mindre kan også gøre det. Der er nemlig al mulig grund til at omfavne den børnevenlige og hjertevarme far-datter-fortælling, der får de hårdeste træmænd til at knibe en tåre eller to.

        

Siden hun var helt lille, har unge Georgia Nolan kun drømt om én ting: At være brandmand som sin far. Men i 1930’ernes New York er det ikke lovligt for kvinder at arbejde på brandstationerne. Men da hun bliver involveret i en mystisk sag, hvor Broadway-teatre brænder og brandmænd forsvinder, ændrer alt sig. Georgia forklæder sig som "Joe" for at blive medlem af det brandmand-korps, der skal opklare sagen. Men det bliver ikke nemt, da det er hendes egen far, der leder efterforskningen.

Referencer, gak og løjer er i starten på kanten af at fylde for meget, men giver langsomt slip på gags som skal fylde tiden ud. "Ildsjæl" bliver dog aldrig så anmassende, at omdrejningspunktet overdøves: en fin og rørende grundfortælling om en lille pige, der ihærdigt ønsker at blive set af sin far og bevise, at han kan være stolt af hende. Og ikke mindst om en far, som kun ønsker at beskytte sin datter.

"Ildsjæl" er en snedig størrelse. På overfladen vendes bøtten med alskens børneanimations-klicheer, når den ene forudsigelige gag overtager den næste i energisk samspil med klassisk run n’ chase-, slapstick- og forvekslingkomik. Ja, det er jo ikke 30’erne i New York for ingenting, når der humoristisk henvises til periodes allerstørste talefilmskomikere (og dem lige før fra stumfilmsperioden) i Gøg og Gokke, Keystone Cops, Charlie Chaplin, Marx Brothers og Harold Lloyd. Komik er dog langt fra de eneste filmiske referencer, når glimt til Lon Chaney og 30’ernes krimier melder sig på banen. Dog uden at blive alt for uhyggeligt, i en herligt sød og letbenet animationsfilm om seje piger for hele familien.

Når "Ildsjæl" undervejs skvatter over egne ben, er det fordi to verdener mødes i kombinationen mellem nutidens bløde animationsæstetik og valget af New York i år 1930. Små børn ville formentlig kede gevaldigt i et nøjagtig tidsportræt af perioden. Et farverigt univers, der sagtens kunne gå for at være små 100 år fremme i tiden, samt brug af moderne musik og sprogbrug, fremmaner en dissonans, som for et ældre publikum kan fremstå sært skævt. Grebet er langt fra nyt og også set i bl.a HBO Max-serien "Lovecraft Country" og Baz Luhrmanns "The Great Gatsby". Som animationsfilm føles effekten det mere kontrastfuld, på godt og ondt, og det skærer i mine øjne. Om børn vil bemærke netop dét er selvfølgeligt tvivlsomt.  

Sød, harmløs og spiseligt for alle aldre, beviser "Ildsjæl" at der sker andet på animationsfronten end i USA. Selvom mødet mellem 30’ernes New York og animationsæstetik fra 2022 skaber stilforvirring, vinder den canadiske produktion ind som sommerens bedste bud på en vaskeægte feel good-familiefilm, som far og datter får noget ud at se sammen.

Ildsjæl