3. bedste i serien lyder som en rigelig anbefaling - fire stjerner lyder dog ikke af meget.
Anmeldelse: Indiana Jones and the Dial of Destiny
Eventyret og charmen er intakt i udgravningen af filmhistoriens mest elskede arkæolog.
Nostalgiens triumf er personificeret i Indiana Jones. Den kække arkæolog, som ikke tror på andet end videnskaben og med et piskesmæld kastes i overnaturlige eventyr. Ikke alle kapitler i Professor Jones’ dagbog har slanget sig helt så elegant frem i filmhistorien. Siden "Jagten på den forsvudne skat" fra 1981, mere mundret kaldt "Raiders" blandt fans – fra originaltitlen "Raiders of the Lost Ark" – har Harrison Ford i titelrollen cementeret sin status som én af de allerstørste Hollywood-stjerne i ikke mindre end tre efterfølgere. To af efterfølgende, "Indiana Jones og templets forbandelse" og "Indiana Jones og det sidste korstog", fra henholdsvis 1984 og 1989, fuldendte sagaen som 80’er-trilogi. Den seneste, "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" fra 2008, anses ofte som filmen, der ikke kan eller skal nævnes. Femten år senere er Indy så på spil igen. Denne gang med James Mangold bag roret, instruktøren bag højpotente "Le Mans ´66" og "Logan". Men er det overhovedet en god idé, 42 år efter første film?
"Indiana Jones and the Dial of Destiny" er den ikke helt mundrette titel. Det samme kan siges om plottet, uden at sige for meget. I 1960’ernes koldkrigsstemning er Dr. Jones (Ford) er på vej ind i pensionsalderen. Fodslæbende er den aldrende ex-eventyrer bosat i New York City, mens han er godt i gang med at forfalde til bitter depression. I et ekko fra fortiden, opspores han af datter af en gammel forskerkollega og ven, Helena Shaw (Phoebe Waller-Bridge). Modsat Indy, mener Shaw ikke, at historiske artefakter hører hjemme på et museum, men på det sorte marked. Ikke uventet, blandes Jones Junior modvilligt ind i en ny skattejagt. Selvfølgeligt også med skumle (ny-)nazister, anført af den onde Jürgen Voller (Mads Mikkelsen).
Tør sveden af panden: "Indiana Jones and the Dial of Destiny" er en fornøjelse. Èt af de efterhånden få smittende eventyr, der er værd at gense. Dermed ikke nødvendigvis en perfekt film, men det tætteste på en fuldbyrdelse af "Raiders" og "Crusade" som trilogi. Uden at være på niveau med netop de to, men som den absolut tredjebedste i franchisen.
Alene den i Indy-regi obligatoriske eksplosive indledning etableres, at der ikke tager let på den ikoniske arv. Introen kandiderer ganske enkelt til at være seriens mest underholdende, i et helt forrygende flash back som både sammenkæder de klassiske greb og kaster andre ud over broen fra et tog. Bogstaveligt talt. Eventyret er det overbevisende omdrejningspunkt fra start til slut. Håndteret særdeles kompetent af James Mangold, der om nogen beslægter Steven Spielbergs karakteristiske og veltrimmende actiontiming. Mangold er i det hele taget et forfriskende pust til et univers, der næsten er dogmatisk i sin kanon, uden at der er gået "Star Wars" i den. Gudskelov og tak for det.
Ved siden af det eventyrlige, sammensmeltningen af myter og tilpas fanservice tilføres et introvert lag. Den rå, maskuline sammenbrudsmelankoli fra "Logan" gennemsyrer universet, og klæder Indy på med tiltrængt dybde og gnaven attitude med et glimt i øjet. Til stor, stor fornøjelse. Charmen som afgørende og afvæbende karaktertræk i persongalleriet er dog intakt. Ikke med helt samme swashbuckler-omgangstone som i de foregående film. Der er noget betryggende i at selv Indiana Jones er i stand til at udvikle sig som menneske. Også selvom den nostalgiske lethed formørkes og med garanti ikke vil imødekomme de fans, som har ligget i et køleskab siden atomalderen. Mads Mikkelsen er fantastisk veloplagt som Jürgen Voller, den bedste i filmen, og skaber balancen i synergien mellem for- og nutid, nazister og det moderne. Phoebe Waller-Bridges Helena Shaw er sat i scene som en potentiel spin off-arvtager i franchisen. Selvom den britiske skuespillerinde er fantastisk charmerende og morsom på sine dage, føles hatten for stor at udfylde. I tilfælde af flere film i række ville det se anderledes ud for den talentfulde filmskaber. Og hænges hatten vitterligt op på knagen for Harrison Ford? Det vil kun fremtiden vise.
"Indiana Jones and the Dial of Destiny" lander måske med 25 års forsinkelse. James Mangold understreger dog meget overbevisende, at det er ikke for sent med flere kapitler i Indy-sagen, med den 3. bedste film i rækken.