Anmeldelse: Infinitely Polar Bear

Film om sygdomsramte mennesker har det med at være gravalvorlige. Tag bare "Jeg er stadig Alice" fra tidligere i år, hvor Julianne Moore spiller en Alzheimers-ramt karrierekvinde. Her er absolut intet at grine af. Af gode grunde. På det punkt er "Infinitely Polar Bear" anderledes. For der er paradoksalt nok ikke meget deprimerende ved Mark Ruffalos maniodepressive familiefar. Her bliver sygdommen skildret med en let og legende tone.

Cameron (Mark Ruffalo) har det ellers rigeligt svært. Da han endelig bliver udskrevet fra et behandlingscenter, vælger hans velmenende kone, Maggie (Zoë Saldana), gudhjælpemig at efterlade ham med børnene for at tage en uddannelse i den anden ende af landet. Set udefra virker det som et himmelråbende ansvarsløst valg, men nogen fatale konsekvenser får beslutningen ikke. For snarere end at tære på børnene bliver den kaotiske hverdag alene med far en ny og spændende oplevelse. I stedet for en streng opdragelse får de to små piger en hyggelig, rodet stue med trampoliner og cykler. Næsten som man kender det fra "Min søsters børn", hvor børneanarkiet også hersker.

I modsætning til den danske folkekomedie er "Infinitely Polar Bear" dog ikke uden ambitioner. Ved at lade handlingen finde sted i 70'ernes USA formår filmens instruktør og manuskriptforfatter, Maya Forbes, at slå et slag for feminismen. For mens Cameron forsøger at få styr på husgerningen, og Maggie kæmper for at slå igennem på arbejdsmarkedet, ser man, hvordan omverdenen kigger misbilligende på den – på det tidspunkt – mærkelige familiekonstellation. Mere end en overfladisk samfundskommentar bliver det dog aldrig til.

Det store problem ved "Infinitely Polar Bear" er i det hele taget, at den aldrig rigtig bliver dybdeborende. Hver eneste gang Cameron nærmer sig et psykisk sammenbrud, bliver vi af underlægningsmusikkens opmuntrende ukulele mindet om, at det hele nok skal gå. De depressioner, som sygdommen nødvendigvis må medføre, ser vi ikke meget til. Derfor kommer Forbes' film – på trods af at være baseret på en delvis sand historie – til at føles noget konstrueret. Problemerne er aldrig større, end hvad en grundig søndagsrengøring kan fikse.

Mens det er begrænset, hvor meget vi ser til Camerons depression, så er Forbes til gengæld god til at sætte manien i scene. De pludselige raseriudbrud, der går ud over alt og alle, er da også en kærkommen afveksling fra det lidt monotome børnepasningsplot. Her viser Mark Ruffalo, at de mange timer som Hulk bestemt ikke er gået til spilde. For når Cameron giver en velfortjent skideballe til en forsvarsløs kontorlus, der ikke vil give Maggie et job, er det svært ikke at sidde og fryde sig.

Det er paradoksalt, at "Infinitely Polar Bear" er så frustrerende endimensional, som det er tilfældet. Man skulle ellers tro, at en fortælling om en familiefar med en bipolær sygdom ville være en oplagt anledning til fordybelse i både op- og nedture. Men desværre gør den konstante insisteren på en let tone, at karaktererne aldrig får den nødvendige dybde. Derfor ender "Infinitely Polar Bear" som en film om en maniodepressiv med tryk på det maniske og uden det depressive.