Anmeldelse: Iqbal & superchippen

Alternativets kommende folketingskandidat og forfatter Manu Sareen kan i år fejre 10-års jubilæum for udgivelsen af sin første bog i Iqbal Farooq-serien. Undertegnede har på egen hånd i rollen som lærervikar erfaret, hvordan bøgernes selvironiske tone og forening af det fantastiske og helt almindelige vækker begejstring hos rigtige mange børn. Det er der tydeligvis også folk i filmbranchen, der har bemærket, og således er Iqbal og hans venner atter at finde på det store lærred blot et år efter den første film.

Iqbal (Hircano Soares), der bor på Blågårdsgade med sine venner Sille og Tariq, møder store udfordringer, da borgmesteren beslutter, at gaden skal byfornyes. Bag projektet står nemlig skurkene Æselmand (Rasmus Bjerg) og Svinet (Andreas Bo), der bruger projektet som et skalkeskjul for at bore efter den olie, de har fundet under Nørrebro. Til skurkenes store fortrydelse får Iqbal imidlertid fat i en chip, der rummer endeløs energi, og så er der jo ingen, der er interesserede i olie. Men den nedrige Æselmand snyder Iqbal til at give ham chippen, og så ser fremtiden først for alvor sort ud for familien Farooq.

Overføringen fra bog til film afslører en del svagheder i historien, der fremstår konstrueret og halter rent logisk. Men lad nu det være. Film handler blandt andet om at give afkald på sine rationelle forbehold og i stedet lade sig rive med. Og hvem er bedre til det end børn?

I "Iqbal & superchippen" gås der ikke så meget op i, om alt nu hænger perfekt sammen. I stedet er det tematikker, karakterer og det gode humør, der er drivkraft. Selvom fortællingen er klassisk fortalt, og budskabet er malet med den allerbredeste pensel nede fra Flügger, spores der alligevel en stor fortælleglæde og små elementer af nyt. Karismatiske, farvestrålende karakterer befolker filmens charmerende univers på Nørrebro, hvor Iqbal kender alle – lige fra den regelrette vicevært til den elskværdige, skøre kioskejer spillet af Zlatko Buric. 

Særligt vellykket er Rasmus Bjerg som skurkagtig oliespekulant. Han formår med stor overbevisning at tillægge sin klichétruede karakter et humoristisk særpræg. De voksne kan klukke over Æselmands overforklarende og nedladende tone, mens børnene skræmmes og fornøjes på samme tid, når hans maniske latter bryder ud i lys lue. Filmen virker til at omfavne og anerkende sine præmisser som værende lidt langt ude. Det er jeg i så fald også klar til.

Intet nyt under solen er ikke nødvendigvis lig med kedsommelig metaltræthed. Der er masser af liv at spore i "Iqbal & superchippen", der krydrer en klassisk formular med skæve karakterer i storbyens lokalsamfund. Så kan det godt være, at budskaberne om sammenhold er lige så banale som forventet, og historien er præget af tilfældighed frem for kausalitet. Det går nok. "Iqbal & superchippen" smiler til mangfoldigheden og sørger for at underholde grundigt imens.

Iqbal & superchippen