Anmeldelse: It Comes at Night

Lave budgetter og skelsættende gysere har ofte vist sig at hænge sammen. Titler som den snart hundredårige stumfilmsklassiker "Dr. Caligaris kabinet" (1920), Tobe Hoopers "Motorsavsmassakren" fra 1974 eller "Get Out" fra i år fornægter sig ikke. Kreativitet blomstrer ofte, når pengene er små, og små mirakler opstår fra tid til anden inden for gysergenren. "It Comes at Night" understreger med sit 5 mio. dollars budget, at miraklernes tid ikke er ovre endnu.

Paul (Joel Edgerton) har med sin lille familie forskanset sig i et øde hus dybt inde i en aflukket skov. Mørket har sænket sig over landet, hvor en ukendt – og særdeles fatal – smitte dræber levende organismer på stribe. Familiens ellers strenge rutine ud i overlevelse udfordres gevaldigt, da de vælger at hjælpe en anden familie, som står i samme situation som Paul. I takt med at mørket trænger sig på, vokser mistilliden fra Pauls side. For hvor er den største trussel – ude i skoven, eller viser den sig i stedet som altoverskyggende paranoia? 

Frygt kommer i mange størrelser og former, hvor en af de største er frygten for at miste. "It Comes at Night" er manifestationen af dén frygt, der æder sig skræmmende langt ind i sjælen. Beslutninger farves af frygten, mennesker ændrer sig. Selv et godt og dannet menneske som Paul, der hele tiden forsøger at holde hovedet koldt og træffe de rette valg, må sande, at dét er svært, når natten uundgåeligt kommer.

"It Comes at Night" er tåget, tvetydig og helt igennem hjerteskærende forfærdelig – på den gode måde. Mens dommedagen kynisk kommer snigende, tvinges Paul ud i moralsk tvivlsomme beslutninger – uden for så vidt at have noget som helst valg. Døden tager ingen hensyn, når lov og orden ophæves, og vi kommer langt ind under huden på vores subjektive fortællere, Paul og sønnen Travis. Historien er en djævelsk leg med publikum, hvor vi i en flydende feberdrøm kastes rundt mellem vågent mareridt og nerveflænsende virkelighed - og ud i samme tvivl som vores hovedpersoner.

Netop fordi vi knugende fastholdes i en realistisk og troværdigt fortalt præmis – sideløbende med at vi ikke kan stole på dem, der fortæller historien – efterlades vi i et angstprovokerende limbo på kanten af sædet. Joel Edgertons underspillede præstation er et uhyggeligt subtilt portræt af desperationens menneskelige natur, når umenneskelige handlinger er nødvendige – og det er gennem den australske skuespillers øjne, at det undervejs er umuligt at holde tårerne tilbage. Selvom hytten i skoven er en særdeles klassisk horror-ramme, har "It Comes at Night" som slow burner mere tilfælles med "Antichrist" end "Evil Dead". Derfor kan det diskuteres, hvorvidt instruktør Trey Edward Shults anden spillefilm overhovedet er en gyser eller ej. Antydningernes kunst mestres imidlertid næsten til samme perfektion som Michael Haneke og er præcis lige så ubehageligt fortalt, som hvis den østrigske mesterinstruktør stod bag kameraet.

Det lykkes med "Get Out", og det lykkes med "It Comes at Night". To nytænkende og intelligente lavbudgets gyser-thrillers, der formår at udfordre og lege med genrekonventionerne – og stadig være urovækkende. Måske er Shults eminente portræt af frygten for tab ikke helt så tilgængelig som Jordan Peeles debutfilm, men den efterlader sit publikum med en hjerteskærende og angstprovokerende følelse af afmagt, som kun Michael Haneke ellers kan frembringe.