Anmeldelse: Ixcanul
Hånden på hjertet. Hvor mange her har dyrket gemmerne af Guatemalas filmskat – eller bare set en enkelt? Få kan prale af den bedrift, men debuterende Jayro Bustamantes autentiske skildring af ludfattige kaffebønders trængsler bør i høj grad ændre på miseren. I det mellemamerikanske højland, indhyllet i aktive vulkaner, arrangerede ægteskaber og alkoholisme, inviteres vi med indenfor i en verden, der kræver en helt særlig menneskelig styrke. En styrke, der ligeledes er at finde i størstedelen af filmens konstituerende elementer – varm, varm anbefaling.
"Ixcanul" er fortællingen om den 17-årige mayanske pige María, der dagligt kæmper brave kampe på en kaffeplantage for foden af en ildevarslende og ulmende vulkan. Plantagen er samtidig bopæl for María og hendes forældre – uden strøm og uden vand. Marías forældre har lovet hende væk til plantagens tilsynsførende, men María har ikke tænkt sig at acceptere en sløret tilværelse med en mand, hun ikke føler for. Skæbnen vil, at María gøres gravid af en ung kaffeskærer, der efterfølgende emigrerer til USA. Hun efterlades gravid, alene og vanæret.
Det er ikke kun instruktør Jayro Bustamante, der debuterer – alle aktører i "Ixcanul" har aldrig før været foran et kamera, da det er mayanske kaffebønder, der "blot" gentager deres benhårde hverdag, hvilket resulterer i en kærkommen naturlighed og autenticitet. I 93 minutter forkæles tilskueren med et indsigtsfuldt besøg hos en slagen kultur, der føles ægte og imponerer med sin ukuelige overlevelsesevne. Flere sekvenser er nærmest dokumentariske, og man ville ikke chokeres, hvis Werner Herzog pludseligt brød igennem med sin karakteristiske fortællerstemme.
De barske realiteter for de før så stolte mayaer kan hurtigt udvikle sig til en drøj omgang elendighed, men Bustamante tillader heldigvis flere humoristiske pusterum, der viser, hvor fascinerende de her mennesker er. Det er særligt morsomt, når Marías mor entusiastisk fortæller sin datters kommende mand, hvor stærke evner hun har i ægtesengen – som det mest naturlige i verden. Og når der med en gravalvorlig mine tales om, hvor liderlige grise bliver af en flaske rom, hvorefter en liter tømmes i halsen på det velfornøjede dyr. Alkohol og liderlighed går jo hånd i hånd, forklares der – så parrer de sig nemmere. Det kan ikke fornægtes.
Vulkanen, der bærer navnet på filmens titel, rumsterer konstant i en kulisse, der er fænomenalt fotograferet. Det farverige og dybe junglelandskab er hypnotiserende lækkert, og det er ufatteligt, at fotograf Luis Arteaga ikke har indkasseret mere end blot et par nomineringer på mindre festivaler for sit kameraarbejde. Vulkanen er dog ikke det eneste, der ulmer i "Ixcanul" – især unge María Mercedes Coroy som María brænder fyrigt igennem som hårdt prøvet teenager i et kulturelt fangenskab.
"Ixcanul" er en fremragende fortælling, der vellykket udforsker, hvordan ældgamle traditioner lægger arm med den moderne verden. Og i særdeleshed hvordan dette påvirker unge kvinder i marginaliserede og glemte kulturer. Næste gange jeg drikker en kop kaffe, vil jeg utvivlsomt skænke Jayro Bustamantes rørende og gribende drama en tanke – og i højere grad tænke over, hvor kaffen stammer fra.