Glæder mig til og få den set.
Anmeldelse: Jackie
Hvordan danner vi vores holdning til og husker en offentlig person? Og hvor kritiske er vi i processen? Mediernes rolle er unægtelig stor og et værktøj til promovering og ikondyrkelse i lige så høj grad, som det er oplysende. Og særligt i et splittet USA i 1960'erne, hvor uro og politisk mistillid prægede nationen. Jacqueline Kennedy var bevidst om disse forhold og udgør netop derfor i "Jackie" en særdeles interessant protagonist. Skildret på film er præsidentfruen både sårbar og stærk, uskyldig og rå.
I november 1963 går den tidligere præsidentfrue gennem Washingtons gader bag sin mands kiste. Landesorgen er total. Den spektakulære procession til ære for John F. Kennedy var atypisk og ingen sædvanlig procedure. Men Jackie Kennedy vidste, hvad der skulle til, for at personer bliver husket; Hun trængte igennem politisk spin og påtog sig ansvaret som offentlig rollemodel. Men hun var også et dybt ulykkeligt menneske, nødsaget til at bearbejde sin sorg i det offentliges søgelys. I "Jackie" udforskes den eponyme hovedkarakter både foran kameraet og bag lukkede døre.
Instruktøren Pablo Larraín viser et senere interview med Jackie Kennedy og bruger det som ramme for et indblik i hendes egen oplevelse af begivenheden. En journalist spørger interesseret ind til enkefruens oplevelser. Hendes tanker. Vi kender alle historien udefra. Larraín tilføjer det subjektive – det intime.
En biografisk film som denne står og falder på, hvorvidt personen i centrum portrætteres med troværdighed. Og i forlængelse af det skal vi alle prise os lykkelige for Natalie Portman. Køligheden fra rollen i "Black Swan" har hun effektivt ført over i "Jackie". Portman er sitrende, når hun med sin tydeligt til rollen tilegnede, men aldrig parodiske accent styrer slagets gang. Den petite krop, der desuagtet emmer af autoritet, giver indtrykket af en enigmatisk, traditionsbunden kvinde. På sidelinjen står Peter Sarsgaard og danske Caspar Phillipson, der fint udgør brødrene Bobby og John F. Kennedy. Men det er virkelig sidelinjen. "Jackie" er Natalie Portmans film. Der kunne meget vel være en Oscar på vej.
Filmens store bedrift er, at den fænger, selv hvis du ikke kender Jacqueline Kennedy. Den velkommer historisk interesserede, men Larraín afsøger et menneske, ikke en begivenhed. Filmen handler om sorgbearbejdelse og den dualitet, der opstår i forsøget på at fungere både privat og offentligt. Privatlivets sårbarhed over for mediepolitisk kynisme. Mica Levis eminente stryger- og klaverbårne score bekræfter de modstridende tendenser i musikken, der på et splitsekund kan gå fra overdådigt og smukt til glædesløst faretruende. Nøjagtigt som kvinden med det sorte slør.
Chiles største instruktør bringer i sin nye film et stykke verdenshistorie tilbage og giver den et personligt præg. "Jackie" er langsom og ikke filmen, man ser for at få latterkramper og adrenalinsus. I stedet insisterer den og er intens i sin granskning af, hvordan en så omsiggribende tragisk hændelse kan ændre og udfordre alt. Værdier, levevis, relationer. Alt tages op til revision, og Jackies følelse af sorg og forandring spejles i folkesjælen. Det lyder lidt deprimerende, og det er det nok også. Men det er også forbandet smukt.
