Anmeldelse: Janis: Little Girl Blue

2015 har været året, hvor tårerne trillede til tragiske dokumentarer om musikeres deroute. Kunstnere, der i en alt for tidlig alder lod sig overmande af et formørket sind og hård narkotika. Efter den elegante fortælling om Kurt Cobain og emotionelle beretning om Amy Winehouse følger så Oscar-nominerede Amy Bergs dokumentar om skrige-miraklet Janis Joplin.

"Janis: Little Girl Blue" er kronologisk og konventionelt opbygget, så udfaldet er af gode grunde givet på forhånd, men turen dertil formår stadig at tegne et gribende portræt af en vidunderlig vildbasse med et helt særligt talent. Endnu et offer for den satans 27-års-forbandelse. "Only the Good Die Young" sang både Billy Joel og Iron Maiden. Det er formentlig ikke den fulde sandhed, men lige i Janis' tilfælde er det deprimerende korrekt.

Janis Joplin havde en helt speciel glød over sig. Som en af de mest beundrede og ikoniske sangere nogensinde kæmpede hun brave kampe med sin egen misforståede og destruktive person. Hendes indre smerte kunne hun - bedre end de fleste - sætte lyd på gennem sang, hvilket henrykkede millioner af lyttere og ændrede musikhistorien markant. Hun døde af en heroinoverdosis i 1970, men sporene efter hende vil for evigt bestå som 60'ernes kvindelige, musikalske galionsfigur.

Efter at have overværet "Janis: Little Girl Blue" skal man være noget af en træmand for ikke at forelske sig hovedkulds i den plagede sanger. Ærlig og sårbar og med et brændende ønske om anerkendelse skråler hun sig direkte ind under den kuldegysende hud. Det er derfor en smule ærgerligt, at Amy Berg har valgt at fokusere mest på et lineært narrativ, der fortæller historien om et menneskes fald – i stedet for kunsten. En kunst, der på revolutionerende vis satte nye standarder for kvinders rolle i en mandsdomineret rock n' roll-verden. Det meste af Joplins musik er henlagt i baggrunden, mens tidligere bekendtskaber fortæller om op- og nedture i konventionelle greb som talking-head-interviews og under arkivoptagelser.

Interessant er det dog, når hendes egne breve læses op - af sangeren Cat Power med lummer sydstatsaccent - der hjerteskærende fortæller om, hvor lidt hun følte sig hjemme i den texanske provins, hvor hun voksede op. Brevene afslører ukendt materiale af tanker og ord til familie, venner og elskere. Det er hård kost og et stærkt, bevægende forsøg på at lade Janis Joplin fortælle sin egen historie. Amy Berg er ofte effektiv i sin fremstilling af en tid og æra, hvor Janis brillerede med sit væsen og sangtalent, men også krydsede klinger med kritiserende feminister ("hvorfor er der ingen kvinder i dit band?") og fordummende talk-shows.

"Janis: Little Girl Blue" tilfører ikke noget nyt til den dokumentariske genre, men formår alligevel at indfange dele af den magi, Joplin besad. Når vi først ser hende folde sin stemme ud på den scene, der var hele hendes verden, slår det ildspyende gnister. Måbende kan man kun overgive sig til hendes muskuløse vokal og sårbare eksistens, der sang sine sorger kraftfuldt ind i sjælen på sit publikum. Den tragiske historie kender vi. Flere af hendes unikke musikalske toner ville have tilført filmen det ekstra, som Joplin selv indeholdt. Det havde uden tvivl også været i hendes ånd.

Janis: Little Girl Blue

Kommentarer

Janis: Little Girl Blue

  • ★★★0

    Jeg er ikke den store dokumentarfan, men vil rigtig gerne se den her. Janis Joplin var en helt afsindig fantastisk sanger.

    Guldager22-10-15 20:23

  • 0

    Ja, hun er virkelig savnet! Der skulle vist også være en spillefilm med Amy Adams på vej?

    Daniel Sarup22-10-15 20:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen