Anmeldelse: Jeg, Daniel Blake

Den britiske instruktør Ken Loach har altid været den lille mands skytsengel, der skildrede middelklassens prøvelser. Samfundskritik gennemsyrer de fleste af hans værker, og "Jeg, Daniel Blake" er ingenlunde en undtagelse. Da filmen vandt Guldpalmen ved årets Cannes-festival, blev den af mange kritikere kaldt det politiske valg. Prædikatet er fuldt forståeligt. "Jeg, Daniel Blake" er den sympatiske film, der revser systemet.

I klassisk køkkenvask-realistisk stil følger vi den godhjertede middelklassemand Daniel Blake (Dave Johns), der bor i Newcastle. Han er tømrer og har arbejdet for føden hele sit liv. Med begyndende hjerteproblemer må han dog holde op og søge hjælp fra det offentlige. På socialkontoret møder han den yngre Katie (Hayley Squires), der ligeledes kæmper for at brødføde sine to børn. De to former et tæt venskab og kæmper sammen for et værdigt liv. Men det overvældende væv af bureaukrati og rigide regler udgør en frustrerende modstander.

Historien kan som udgangspunkt både lyde manipulerende og uspændende. En film, hvis handling mestendels foregår enten på socialkontoret eller i en nedslidt lejlighed, får næppe masserne til at spæne til billetlugerne. Men det burde den gøre. For selvom "Jeg, Daniel Blake" på ingen måde er innovativ rent filmisk, er her tale om en simpel historie, der rammer dybt i hjertet.

Ken Loach mestrer at illustrere bureaukratiets uigennemskuelighed på en måde, der fremkalder harme såvel som latter. Tragikomikken opstår, når Daniel Blake for at få dagpenge må søge jobs, han ikke kan tage imod. Arbejdsgiveren giver ham en røffel for at spilde hans tid, og socialrådgiveren kræver billedbevis for, at han har ansøgt. Begge efterlades skuffede, og Daniel Blake har spildt sin tid. Situationer som disse skildres med en autenticitet, der fremtvinger rysten på hovedet over følelsen af afmagt. Det kan påstås, at kritikken er af en meget ensidig, venstreorienteret karakter, men problemerne er jo reelle nok. "Jeg, Daniel Blake" går op i mennesker først og fremmest.

På trods af den jordbundne historie er store følelser på spil. Kemien mellem skuespillerne Dave Johns og Hayley Squires er beundringsværdig, og undertegnede måtte op til flere gange tage hånden op til øjet, når der ikke var nogen, der kiggede. Det sker ellers sjældent, men den lavmælte spillestil og fraværet af den klassiske strygermusik giver rum til følelserne i stedet for at kvæle dem. Da Katie en dag bryder grædende sammen foran sine børn, er det svært ikke at få helt ondt i maven af medfølelse. Hun står i et lager med restvarer til de fattige og spiser en dåse baked beans med hænderne. Sulten tillader hende ikke at vente. Små simple hændelser, skrevet og spillet med sikker hånd.

"Jeg, Daniel Blake" er en ligetil og på ingen måder revolutionerende film, der behandler emner, som er taget op før. Alligevel føles filmen utroligt veloplagt. Den skiller sig ud, ikke fordi det hele føles nyt, men fordi det emmer af kvalitet og en instruktør, der ved præcis, hvordan en virkelighedsnær og rørende fortælling skrues sammen. Det medmenneskelige budskab er til at tage at føle på, og set fra dén vinkel bliver det måske næsten for ligetil. Men filmen har så meget liv og humor på trods af de tunge tematikker og triste skæbner. Og det er en kvalitet, der unægtelig vægter højere.

Jeg, Daniel Blake