Fin lille film. Man er ihvertfald aldrig i tvivl om, hvem man skal holde med og hvem netop 'skurken' er. Jeg synes den led lidt under af, at være så fandens korrekt og have de rigtige meninger til et punkt, hvor det blev lidt kedeligt. Men godt skuespil.
Anmeldelse: Jeg, Daniel Blake (Blu-ray)
Tak Gud for Ken Loach, og at den engelske instruktør i en alder af 81 år stadig er enormt aktiv. I en branche gennemsyret af glamourøse superstjerner, farverig fiktion og svimlende millionbeløb har den garvede filmmager bevaret benene på jorden og sit fokus på verdens virkelige, uprivilegerede eksistenser. Marginaliserede mennesker, der med urette bliver fremvist langt oftere i krigeriske debatprogrammer og nedslående nyhedsrapporter, end de bliver på det hvide lærred. Men ingen studieværter, statistikker eller pegefingersvingende politikere skærer lige så langt ind til benet på den sviende, skinbarlige sandhed, som Loach gør med sit kamera. Og "Jeg, Daniel Blake" svier så sandelig.
Daniel Blake er en 59-årig tømrer i Newcastle, som ikke blot lige er blevet enkemand, men også selv var tæt på at miste livet ovenpå et voldsomt hjerteanfald. Men hans største strid venter forude: en kamp mod det britiske bureaukrati (personificeret af de snæversynede skrankepaver på det lokale jobcenter), som nægter at udbetale sygedagpenge til den hårdt belastede Blake, før han har trasket igennem en øjensynlig endeløs spiral af samtaler, formularer og tests, som ofte er indsvøbt i genstridig eller decideret defekt it-teknologi.
Som erfaren håndværker er Blake vant til problematikker, der kan løses med et helt specifikt værktøj. Nu er problemet anderledes ustofligt og uklart: et intolerant system, som tilsyneladende er designet til at dræne mennesker for energi og selvtillid, indtil de simpelthen går i spåner og taber kampen. Visse tilskuere med et andet politisk ståsted end den stærkt venstreorienterede Loach vil måske anfægte hans skildring af virkeligheden. Men ud over at filmen er baseret på interviews med både ansøgere og ansatte på adskillige jobcentre, så har filmen en totalt besnærende troværdighed, der næres af Loachs prisværdige nøgternhed.
Her er ingen led og ledende underlægningsmusik, ingen højtidelige svadaer og ingen endimensionale skurke. Folkene i det umenneskelige system tegnes menneskeligt – enkelte af dem forsøger tilmed at give Blake en hjælpende hånd på trods af deres bagbundne arme. Faktisk pynter Loach snarere på sandheden ved at lade en kontoransat give et glas vand til en udmattet Blake. I 2010 sparede regeringen nemlig vanddunkene væk fra alle Englands jobcentre(!). Ud over at lave fængende fiktion er Loach en hæderkronet dokumentarist, og derfor er det intet under, at filmens univers føles så ægte, at man bliver totalt opslugt af dramaet og dets skæbner.
En del af æren skal naturligvis tilskrives skuespillerne. Titelrollen spilles af Dave Johns, som er kendt som stand-up-komiker. Dét forklarer Johns' indtagende karisma, men ikke hans evne til at levere et uhyre nuanceret portræt af en almindelig mand under ualmindeligt pres. En dårligere skuespiller kunne have reduceret Blake til et utiltalende brokkehoved, men Johns er vidunderligt nedtonet, humoristisk og rørende. Derudover spiller Hayley Squires den enlige, fattige mor Katie, som helt tilfældigt møder Blake, der oplives af muligheden for at være til nytte og hjælpe et andet menneske, mens han er frustrerende hjælpeløs over for systemet.
Mange filmmagere havde formentlig indsat en forceret romance mellem de to, men i Loachs film er intet forceret – altså før et par dramatiske drejninger mod slutningen, som klinger lidt falskt. Til gengæld er der intet falskt ved den hjerteskærende scene, hvor en udsultet, hulkende Katie i smug åbner en dåse konserves og spiser løs i en fødevarebank. Frygt og forlegenhed er sjældent blevet skildret så stærkt på film. Men midt i al elendigheden er det det søde, spirende venskab mellem Katie og Blake, der for alvor gør indtryk, og som gør det både overkommeligt og gribende at se et drama med fokus på bureaukratiets frastødende vægtskål, der vægter kynisk regelrytteri højere end kød og blod. Ganske vist er der et jeg i titlen, men Loach skildrer en situation, vi alle bør tage hånd om.
BILLEDE & LYD
Både visuelt og lydmæssigt er "Jeg, Daniel Blake" en relativt nedtonet film blottet for iøjnefaldende panoreringer, bedårende kulisser og højtravende underlægningsmusik, og nærmest hele filmen udspiller sig i små stuer og kontorlokaler. Med andre ord: der er ingen grund til at forvente en lamslående AV-præsentation, men filmmagernes æstetiske intentioner efterkommes så absolut af udgivelsens HD-billedside og -lydspor. Farverne er meget kølige, men stadig naturtro, og derudover er billedsiden skarp og blottet for støj og snavs. På lydfronten kommer replikkerne klokkeklart igennem (jeg er dog taknemmelig for de danske undertekster i kraft af den lårtykke, nordengelske dialekt), og praktisk talt al lyd leveres klart og tydeligt af fronthøjtalerne.
EKSTRAMATERIALE
Instruktøren Ken Loach og manuskriptforfatteren Paul Laverty har indtalt et fint kommentarspor til filmen, hvor d'herrer hovedsageligt diskuterer deres indsats for at gøre filmen så autentisk som mulig. Laverty citerer flere rystende skrækhistorier fra sine mange researchsamtaler med folk fra begge sider af skrivebordet på Englands jobcentre. Puha... Indimellem bliver parret dog så grebet af at gense filmen, at de glemmer at debattere, men hvis man er fan af filmen eller Loach, bør man så absolut lægge øre til kommentarsporet.
"How to Make a Ken Loach Film" (38 min.) er en virkelig nydelig, lille dokumentar om Loachs arbejdsproces og samarbejdspartnere. Folk som Loach, Laverty, produceren Rebecca O'Brien og skuespillerne Dave Johns og Hayley Squires diskuterer filmens tilblivelse og tematik. Der produceres virkelig mange overfladiske 'bag om kameraet'-dokumentarer nu til dags, hvor skuespillerne og filmmagerne blot klapper hinanden på skulderen og opremser filmens plot, men denne dokumentar er seriøst velproduceret og informativ.
Desuden er her knap otte minutters slettede scener (som man ærlig talt ikke savner i den færdige film) samt trailerne til filmene "Paterson", "It's Only the End of the World", "Fritz Bauer: En fjende af staten" og "Café Society".
