Harsk:-D Kritikken står så godt nok i kontrast til mange af de andre anmeldere, der er overvejende positive.

Anmeldelse: Jeg er William
På intet tidspunkt åbner "Jeg er William" op for den skattekiste af smittende barnagtig glæde, skæg og ballade, en børnefilm som minimum skal byde på.
Midt 90'erne blev et markant vendepunkt i dansk film. Mens Dogme-guldalderen hjalp en håndfuld af de allerstørste talenter på vej mod stjernerne, endte andre lovende filmfolk knapt så bemærkelsesværdigt som Lars von Trier eller Susanne Bier. Jonas Elmer var blandt de spændende navne fra perioden, der med "Let's Get Lost" fra 1997 blev regnet som one to watch – uden at få omsat potentialet. Tyve år senere sætter "Jeg er William" spørgsmålstegn ved, om talentet var så stort som hidtil antaget.
Lille, fattige William (Alexander Magnússon) har det ikke nemt. Han er nemlig suget ind i en Bjarne Reuter-filmatisering fra 80'erne. Én af dem, der ligner en tv-film fra 60'erne og blev skrottet i 70'erne. Williams mor er blevet indlagt, så knægten bor hos sin morbror Niels (Rasmus Bjerg), der lever af lidt af hvert – og helst på kanten af loven. Niels har rodet sig ud i stor spillegæld, og Roskildes vildeste gangster er derfor på nakken af ham. William må tage affære og redde dagen – hvilket ikke bliver ekstra nemt af, at tre bøller fra klassen vil tæve ham og en spirende forelskelse i fjollede Viola.
Udover altid humoristiske og lune Rasmus Bjerg kan der ikke trækkes særlig meget på smilebåndet over Williams semi-socialrealistiske eventyr i Roskildes parcelhuskvarter. Trods forsøget på at spæde stemningen op med en sjat skæv humor i stil med quirky indiefilm og en tand magisk realisme fremstår forsvindende få elementer morsomme eller magiske.
Retro-konstruktioner i film kan nu ellers sagtens have sin berettigelse. Om det i "Jeg er William" er tiltænkt, kan man have sin tvivl om. Fortællingen er så vidt ikke anderledes end så mange andre tidstypiske danske børnefilm, men det er tydeligt, at der hersker en ambition om at dekonstruere genren i forceret pastiche. Anders Thomas Jensen har haft mere succes med den postmoderne formel end 51-årige Elmer, der falmer i mørket efter drenget charme i sin stivnede historie, der på intet tidspunkt åbner op for den skattekiste af smittende barnagtig glæde, skæg og ballade, en børnefilm som minimum skal byde på.
Jonas Elmer er efter sigende glad for improvisation hos sine skuespillere, som det store idol Robert Altman var det. Improvisation sætter krav til skuespillerne, hvilket en rutineret Rasmus Bjerg sagtens kan bære. Det kan ingen af de andre skuespillere – og slet ikke børneskuespillerne. Ikke at det er bl.a. debuterende 11-årige Alexander Magnússons fejl, men hvad kan man helt ærligt forvente af én så uprøvet og ung skuespiller uden tilpas vejledning?
Filmatiseringen af Kim Fupz Aakesons børnebog af samme navn lider i det hele taget af at føles som en klassisk Bjarne Reuter-børnebogsfilmatisering. Hverken "Villads fra Valby" fra 2015 og slet ikke sommerens "Kidnapning" var milepæle inden for dansk børnefilm, modsat eminente "Den utrolige historie om den kæmpestore pære". Jonas Elmer rammer dog lavmålet for årets værste danske børnefilm og fortsætter dermed fra "Det andet liv" at bevæge sig i bunden af dansk film. Det kan selv ikke Rasmus Bjerg i lædervest rette op på. Tidens mange danske filmiske talenter i betragtning får den ellers tidligere så interessante instruktør det endnu sværere fremover.