Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget jeg nød denne. Den er enormt underholdende og det større budget har tydeligvis givet plads til noget mere variation i actionscenerne, hvilket klæder filmen betydeligt. Jeg er bestemt også frisk på en mere. :)
Anmeldelse: John Wick: Chapter 2 (Blu-ray)
Den første "John Wick" var lidt af et særsyn. Med sin nymodens, superraffinerede æstetik var den så absolut en moderne actionfilm, men den var samtidig udpræget old school med et nedbarberet narrativ, der ikke tillod én overflødig scene, replik eller karakter, og med sin stædige afvisning af nyere actionfilmfloskler som underlødig humor, hæmningsløs shaky cam og hæslig computergrafik. Vi kunne ikke blot opfatte, men også nyde rendyrket action med en kompromisløs intensitet og udsøgt koreografi, der fik både fødder, smilebånd og nerver til at vrikke.
"John Wick" var med andre ord et frisk pust, også selvom den desværre mistede netop pusten før sin sidste akt. Derfor tvivlede jeg personligt på, at en fortsættelse kunne gøre etteren kunsten efter. Men som titlen antyder, føles "John Wick: Chapter 2" som en naturlig forlængelse af forgængeren. Ikke en gentagelse, men det næste, nye kapitel. Endda et overlegent kapitel, som ikke blot bevarer etterens førnævnte dyder, men også på fornem vis udbygger filmenes overordnede univers og historie.
I en tid hvor alt for mange Hollywood-film har så travlt med at lægge op til fremtidige fortsættelser og spin-offs, at den gode historie ofte drukner i virvaret, gjorde den første "John Wick" klogt i blot at fokusere på sin hovedperson: den mangeårige lejemorder John Wick, som valgte kærligheden over karrieren som professionel dræber, men som blev tvunget tilbage til krigsstien efter et pludseligt, brutalt angreb på sit domicil. Og nu hvor vi er kommet godt ind under huden på John Wick, kan vi passende dykke ned i hans omgivelser, som viser sig at være en dragende, gådefuld underverden præget af fascinerende æreskodekser, relationer og eksistenser.
Men filmens mest interessante eksistens er stadig Wick selv, som naturligvis igen spilles af Keanu Reeves. Den efterhånden 52-årige skuespilleres mimik og intonation forekommer stadig – selv efter så mange års arbejde foran kameraet – glimtvis robotagtig. Men heldigvis er Wick en mand af relativt få ord, og Reeves har forbløffende udtryksfulde øjne. Man fornemmer og tror fuldt og fast på den pinsel, sorg og længsel efter fred, der står malet i Wicks ansigt. Og det gør en kæmpe forskel for vores engagement som tilskuere, at man sagtens kan se, at det vitterligt er Reeves, der tæsker og tæskes under filmens exceptionelle actionsekvenser. Reeves får os (igen) til at falde pladask for sin arrige antihelt, som nok en gang jages af en gammel bekendt.
Og så må man bestemt ikke underkende hverken Reeves' karisma eller mandens forbavsende raffinerede, komiske timing. "Du er ikke god til at gå på pension," konstaterer en veloplagt Laurence Fishburne, som står over for Reeves for første gang siden d'herrers parløb i "The Matrix"-filmene. "Jeg arbejder på det," svarer Reeves med det helt rigtige, knastørre tonefald. Og filmen har den samme grad af charmerende legesyge – bare tjek den herlige scene, hvor Wick og bodyguarden Cassian (spillet af rapperen Common, som faktisk er fremragende) går i raskt tempo på en togstation og på én gang skuler og skyder nærmest nonchalant(!) efter hinanden, næsten som var de børn med vandpistoler i klasselokalet.
Den vidunderligt underspillede humor er i dén grad med til at gøre filmens kulørte univers spiseligt, og humoren overgås udelukkende af filmens nerveflænsende intensitet. Der er en unik musikalitet over de pragtfulde actionscener, som sjældent er set siden John Woos storhedstid, hvor timingen i både slag, skud, klip og kamerabevægelser går op i en højere enhed. Danske Dan Laustsen er i øvrigt manden bag kameraet, og selv når der ikke uddeles knytnæveslag eller skydes med skarpt foran Laustsens linse, er hans ofte neonoplyste og detaljerige billeder simpelthen majestætiske. Og sikke en cliffhanger – kom så med "Chapter 3"!
BILLEDE & LYD
Diskens transfer er simpelthen bedårende – billedsiden er lige så knivskarp som projektilerne i Wicks håndvåben, ikke ét uønsket støvkorn forekommer, og farverne er naturtro og appetitlige. Kun en bitte smule banding irriterer (tjek eksempelvis skillelinjerne i billedet, da lyset fra Wicks lommelygte rammer linsen før attentatet i Rom). Nogle vil ganske forståeligt ærgre sig over, at vi danskere ikke får det Atmos-lydspor, der pryder den udenlandske udgivelse af filmen, men skivens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er under alle omstændigheder fremragende. De mange slag, spark og skud har en skøn slagkraft, panoreringerne er eksemplariske, og selvom dialogen måske er en kende lav i forhold til resten af lydsiden, så kommer samtlige replikker altså klokkeklart igennem.
EKSTRAMATERIALE
Ligesom de fleste af Nordisk Films Blu-ray-udgivelser har denne skive hverken ekstramateriale eller en menu. Suk.
