Anmeldelse: Joy

En gammel floskel siger, at tredje gang er lykkens gang. Mon det stemmer med det tredje samarbejde mellem David O. Russell og hans ærede muse Jennifer Lawrence? Sammen har de lavet "Silver Linings Playbook", "American Hustle" og nu "Joy". Endnu en gang flankeret af prominente kræfter i form af Robert De Niro og Bradley Cooper. Alligevel er det, som om der mangler noget. Ligesom det var tilfældet med Oscar-magnetens foregående svindler-komedie, bliver Lawrence dog atter limen, der får det hele til at hænge (nogenlunde) sammen.

Løst baseret på virkelighedens iværksætter Joy Mangano fortælles historien om en sand renæssancekvinde af samme navn (Jennifer Lawrence). Med to små børn, begge sine fraskilte forældre og eksmanden boende i hjemmet har barndommens drømme været sat på midlertidig standby. Indtil en dag, hvor Joy får idéen til noget så genialt som en selvvridende gulvmoppe. Alt imens hun ihærdigt forsøger at holde sammen på sin excentriske familie, sætter den selvstændige kvinde sig for omsider at forfølge succesen.

"Joy" er en mere tilbagelænet sag end Russells rodede 70'er-kostumefest "American Hustle". Det være sagt, så kniber det stadig med at holde et fuldkommen stringent fokus. At filmen begrænser sig til én hovedkarakter er en central forbedring, omend den bærer præg af at have haft hele fire klippere tilknyttet. Helhedsindtrykket føles nemlig ujævnt og fragmenteret, hvilket sandsynligvis skyldes, at fortællingen gaber over tre årtier af Joys liv.

Ganske som forventet er David O. Russells univers rigt befolket af skæve eksistenser. Ingen er dog fuldt ud karikerede eller over-the-top. De føles alle - med hver deres særheder og brister - som hele mennesker. Hvis der er noget, Russell kan, så er det at beskrive en helt særlig (dysfunktionel) familiedynamik. Sansen for den interne uudtalte kommunikation, som opstår i genkendelige handlingsmønstre, så vi også i "Silver Linings Playbook" og ikke mindst "The Fighter". Det er derfor ærgerligt, at dette aspekt ikke udforskes tilstrækkeligt i nyeste skud på stammen. Forholdet mellem Joy og hendes jaloux halvsøster Peggy bliver for eksempel kun berørt sporadisk, selvom potentialet til uddybende konflikt helt åbenlyst er til stede.

Uden at forfalde til opstyltet situationskomik byder "Joy" til gengæld på et væld af sjove optrin. Især Robert De Niro tager kegler som Joys skørtejæger-far, der får sin italienske erobring (Isabella Rossellini) til at investere i datterens forretning. Det er imidlertid filmens primus motor, Jennifer Lawrence, som ubesværet stjæler opmærksomheden. Når Joy forsøger at overbevise familie og skeptikere om genialiteten af opfindelsen, står filmen stærkt. Særligt, fordi man som tilskuer inderligt håber, at hendes projekt lykkes.

Som en cocktail af kæk komik og sæbeopera med et snert af "Goodfellas" er "Joy" en uhyre sammensat affære. Men når alt kommer til alt, er David O. Russells ottende film en underholdende feministisk hyldest til kvindekønnets selvstændighed og uforbeholdne evner i en mandsdomineret verden. "Jeg behøver ingen prins", siger Joy i starten af filmen, da hun som barn skaber sin egen eventyrverden af papir. Mere sigende bliver det ikke.

Joy