Anmeldelse: Judy
Det til tider søvndyssende tempo medvirker til, at ikke engang scenerne, hvor Garland optræder, bliver synderligt seværdige.
Barnestjernen Judy Garland, hvis borgerlige navn var Frances Ethel Gumm, vandt alles hjerter, da hun i en alder af blot 17 år spillede hovedrollen i en af filmhistoriens mest elskede film, "The Wizard of Oz". Efterfølgende fik hun tilnavnet "Den lille fugl med den store stemme", og Garlands karriere syntes at være ustoppelig. Desværre betalte hun den ultimative pris, da hun i 1969 døde som følge af en overdosis af den medicin, hun blev tvunget til at tage som barn. "Judy" fortæller historien om det sidste år af sangikonets liv.
Vi befinder os i året 1968, hvor Judy Garland forbereder sig til en række shows i London. I en alder af 46 år har hun allerede levet et yderst turbulent liv. Nu forsøger hun at holde sammen på det hele og samtidig redde sit forhold til sine to børn.
Filmens altoverskyggende hovedrolle spilles af den Oscar-belønnede Renée Zellweger, der er en funklende stjerne i en ellers ret monoton film. Zellweger formår at vise alle nuancer af en stjerne i forfald. Men vigtigst af alt skildrer hun et menneske og en mor, hvis liv er alt andet end glamourøst. Zellweger kommer helt ind under huden på en Judy Garland, der udadtil forsøger at holde på sin polerede facade. Indeni er hun alt andet end den sangstjerne, hun så gerne vil huskes for. Hendes pillemisbrug, søvnmangel og ødelagte familieliv gør, at skrøbeligheden er umulig at skjule. Alt dette formidler Zellweger til perfektion, samtidig med at hun puster liv i Garlands behov for at optræde.
En anden af filmens styrker er den ellers lidt slidte kliche om, at Hollywood-stjerner egentlig bare vil leve et normalt liv. "Judy" behandler elegant dette tema via rørende flashbacks, der byder på en ung Garland, som allerede tidligt i sin karriere bliver kontrolleret af både filmproducenter og personlige assistenter. Der er ingen tvivl om, at det er Renée Zellweger, der gør filmen seværdig. Desværre formår filmens instruktør, Rupert Goold, ikke at løfte filmen op på samme niveau, som Zellweger befinder sig på. Det til tider søvndyssende tempo medvirker til, at ikke engang scenerne, hvor Garland optræder, bliver synderligt seværdige.
I en film, der forsøger at portrættere en af de største sangstemmer i filmhistorien, bør der forventes mere af lydsiden. Filmen mangler fokus, når det kommer til Garlands mange uforglemmelige sange, der aldrig når ud til publikum i biografsalen. Vi taler om optrædener fra en af verdens mest ikoniske sangerinder – i samspil med et stort og velspillende orkester på et yderst eksklusivt spillested i London. Dette scenarie ville være enhver filmklipper og lydmiksers våde drøm. I stedet hopper filmen let henover dette element, der burde være essensen af enhver god musikfilm. Med en kombination af dette, Garlands skrøbelighed, hendes fantastiske stemme samt star quality kunne filmen være kommet op på allerhøjeste niveau. Det giver en misforstået fornemmelse af, at Garland er mere kendt for sin tragiske karriere end for at være "Den lille fugl med den store stemme".
En Renée Zellweger i topform i en film med utallige mangler ender derfor som en fortælling, der desværre ikke formår at vise Garland, som hun i virkeligheden var – en funklende stjerne med et gigantisk talent. Se "Judy", hvis du vil se, hvordan én skuespillers præstation formår at give liv til en middelmådig historie.