Anmeldelse: Jurassic World Rebirth

Hvordan genføder man en filmserie? Hvilke knapper drejer man på, for at levere noget nyt til sit publikum. Man udvikler universet med nogle nye elementer. Det nye kapitel i "Jurassic World"-serien vil gerne være den nye seje dinosaur i klassen med seje nye arter og fed action. Men desværre står stereotyperne og klicheerne også i kø og er meget mere tydelige. Genfødslen af Jurassic World universet bliver ikke til mere, end hvad vi allerede kender.

Dinosaurer er blevet hverdag. De er overalt, men folk er blevet mindre og mindre interesseret i dem. Forretningsmanden Krebs hyrer sikkerhedseksperten Bennett og forskeren Loomis til en ekspedition. De skal til den tredje ø, som John Hammond havde, hvor man udviklede dinosaurernes dna og det blev her, at de mest farlige og gensplejsede eksemplarer blev efterladt. Men det betyder også, at dyrenes blod er mange millioner værd for udvikling af medicin. Men holdet kommer ikke langt, før fanden er løs i Laksegade igen.

Den originale "Jurassic park" fra 1993, instrueret af Steven Spielberg, er stadig et underholdende og uhyggeligt eventyr. Flere fans kommer til hele tiden og derfor vil den altid være den bedste. Efterfølgerne kunne aldrig fange den førstes intensitet og underholdningsværdi. Dog skal det siges, at alle filmene har nogle nævneværdige scener. Det nye kapital har bestemt også sine øjeblikke, men når ikke den første til sokkeholderne.

Det hele virker alt for forceret. Der skal være referencer til de tidligere film i serien. Der skal være nye dinosaurer. Det hele skal leveres på et sølvfad for sit publikum. Instruktør Gareth Edwards har selv udtalt, at han gerne ville ramme den originales uhygge, men det kommer desværre kun frem i den sidste halve time med et halvsløjt klimaks. Vi ved godt, hvad der sker med den onde forretningsmand, som vi altid har vidst var skruppelløs og de gode klarer den. Faktisk er dette den første film i serien, som har meget lidt føde til de store klepperter.

Der er som sådan ikke noget galt med action scenerne. Den første store action scene på vandet, som er taget fra den originale bog af Michael Chrichton, er underholdende og intens. Og der er bestemt nogle øjeblikke i filmen, som virker. Men igen, det kommer næsten til at virke som et computerspil. Vores hold skal finde en dinosaur. Det bliver en form for bosskamp og de opnår en belønning, når de har klaret opgaven. Det bliver alt for forudsigeligt og kedeligt i længden. Samtidig har vi et fuldstændig ligegyldigt sideplot med en familie, der er på bådrejse og som bliver reddet af vores team. De er totalt ligegyldige for plottet og er kun med, for at skabe scener med børn i fare. Igen, reference til originalen.

Scarlett Johansson og Mahershala Ali er gode, Oscar-nominerede skuespillere. Men de får intet at arbejde med her. Deres karakterer er endimensionelle og virker bare som ren fyld. Rupert Friend skriger skurk, så snart han træder ind på lærredet. Jonathan Bailey, som mest er kendt som musicalstjerne og som vi sidst så i "Wicked", er klart den, der får mest ud af sin karakter. Det er ham, vi tror på, og selvom der mangler mere dybde i hans spil, leverer han stadig pondus til publikum.

Det syvende kapitel i "Jurassic Park"/"World"-serien har et fint cast og en instruktør, der kan sit kram. Men manuskriptet er frygteligt og det er endda skrevet af David Keopp, som var med til at skrive den originale film. Vil man have dinosauraction bliver man ikke skuffet. Edwards kan sit kram, men referencerne til de andre film bliver alt for forceret og klimakset bliver aldrig spændende. Og hvis dette bliver en ny start på en ny trilogi, så styr jeres product placement, Mars Candy Company.