Anmeldelse: Just Getting Started

"Just Getting Started" udmærker sig ved at være rettet mod ét helt særligt publikum: Demente-Oldefar Jørgen-på morfin-segmentet, der falder i søvn hvert tredje minut.

Betegnelsen lortefilm er en metafysisk afart på tværs af diverse genre. Der er mange variationer, men altid sniger de sig ind i forskellige former og størrelser. Nogle gange helt bevidst, andre gange ufrivilligt komisk. Indimellem så håbløst elendige, at de er helt umulige at niveauinddele. Ja, lortefilm er i særdeleshed forunderlige. Tag eksempelvis en film som "Just Getting Started", der overmodigt kaster sig ind i kampen for at være den allerværste Morgan Freeman-film til dato. Og vinder.

Aldrende Duke Diver (Freeman) bestyrer overklasse-pensionatet Villa Capri i Palm Springs, der i sandhed er et paradis på Jorden. Stedet styres med hård hånd, og som en anden konge knalder Duke ældre botox-kvinder samt slår alle i golf, poker og tryner andre mandlige pensionister på pubertær vis. Altså indtil Tommy Lee Jones dukker op. I filmen hedder han Leo, men det er såmænd Tommy Lee Jones, der spiller Tommy Lee Jones. Nuvel, Tommy Lee Jones og Duke har et godt øje til den samme kvinde, Suzie (Rene Russo) – og så skal mænd på 70+ jo lægge arm og spille bordtennis for at imponere hende. Det viser sig, at Duke også har en skummel fortid – som naturligvis indhenter ham på samme tidspunkt. Sjovt skal det jo være.

Sjovt er det bestemt ikke. "Just Getting Started" er tåkrummende pinlig i bestræbelserne på at indfange en hyggelig action-komedie, der gerne vil læne sig op ad "Midnight Run"-stilen. I det mindste ser det ud til, at Freeman, Jones og Russo har haft en fest. Det er jo vigtigt at forholde sig positivt, nu filmen helt fortjent er det 21. største box office-flop nogensinde i USA.

Incitamentet bag filmen giver nu ellers god mening. Genrefilm rettet mod ældre er stødt stigende, hvad end det er kulørte dramaer, hvor kærligheden genfindes, eller carpe diem-fortællinger om at krydse sin bucket list af i livets efterår. "Just Getting Started" udmærker sig ved at være rettet mod et helt særligt publikum: Demente Oldefar Jørgen-på morfin-segmentet, der falder i søvn hvert tredje minut og glemmer, hvor de er, sådan at det totale fravær af den røde tråd, den imponerende mængde af plothuller og usjove optrin ikke skænkes en tanke. For alle andre segmenter vil det imidlertid være umuligt at imødekomme.

Titlen kunne ikke være mere misvisende. Aldrig kommer vi rigtigt i gang med det egentlige plot – Dukes fortid – før filmen gør verden den tjeneste at slutte, før publikums hjerner brænder sammen i kollektiv kortslutning. I sig selv sympatisk. Måske er der gemt en fornøjelig og harmløs forveksling-action-komedie i det usandsynligt dårligt skrevne manus, mens instruktøren (forhåbentlig) har været stinkende stiv og klipperen været blind. Under alle omstændigheder kan det anbefales at være både fuld og blind, hvis "Just Getting Started" absolut skal opleves.

Selvom plot og udførelse for så vidt er gammel vin på nye flasker, formår instruktør Ron Shelton med "Just Getting Started" på ingen måde at gøre en ellers velkendt kunst efter. Sammenfletningen af hyggelig action-komik er en tandløs affære, der hverken har bid eller kan lade være med at gumle tungen af sig selv.

Just Getting Started

Kommentarer

Just Getting Started

Log ind for at deltage i diskussionen