Anmeldelse: Kæledyrenes hemmelige liv (Blu-ray)

Animationsfilm for børn har en tendens til at placere dyr eller ikke-menneskelige objekter i menneskelige roller. Der er dog også enkelte, der tager udgangspunkt i den verden, vi i forvejen lever i, med blot en mindre ændring i detaljerne. "Toy Story" viste os, at legetøjet bliver levende, når vi kigger den anden vej. "Kæledyrenes hemmelige liv" viser os nu, at vores kæledyr ikke bare ligger i kurven dagen lang, efter vi er smuttet på arbejde og i skole.

Hver evig eneste dag venter hunden Max tålmodigt på, at hans ejer kommer hjem fra arbejde. En dag kommer hun dog hjem med en hjemløs hund, der skal være en del af deres lille familie. Duke er klodset og stjæler let al opmærksomhed med sin størrelse og sit væsen, så Max beslutter sig for at få smidt Duke på gaden igen hurtigst muligt. Da hundelufteren en dag glemmer Max og Duke i parken, ender de to på et eventyr igennem New Yorks gader fyldt med farer. De allierer sig hurtigt med en små-psykopatisk kanin og hans bande af efterladte kæledyr, men ender bare i mere og mere ballade. Imens iværksætter Max' venner en redningsaktion, som sætter kæledyrenes hemmelige liv på spil, for hvad sker der, hvis deres ejere kommer hjem til tomme lejligheder?

Når skaberne af "Grusomme mig" og "Minions" laver en ny film, vil det helt sikkert tiltrække en masse opmærksomhed. De små gule mænd er jo nærmest gået hen og blevet et kultfænomen, og det er spændende at se, hvad menneskene bag har som deres næste filmiske træk."Kæledyrenes hemmelige liv" vil dog hurtigt blive glemt, da den ikke har de store mindeværdige figurer eller øjeblikke. Kæledyrene ser da alle ganske søde eller fjollede ud, men tegningerne har ikke den samme store tiltrækningskraft, da deres designs ikke adskiller sig meget fra mængden. Sådan er tegningerne faktisk typisk i "Kæledyrenes hemmelige liv" – flotte, men ikke særligt mindeværdige. Det samme kan siges om stemmeskuespillet (både på dansk og engelsk), der ganske vist ikke træder direkte ved siden af, men på den anden side heller ikke gør meget for at markere sig.

Det er måske ondt at kalde "Kæledyrenes hemmelige liv" uoriginal på den baggrund, at grundformlen til "Toy Story" er den samme, men det er næppe det eneste, de to film har tilfælles. Hunden Max er nærmest en tro kopi af Woody med hans naive og elskede tilgang til tilværelsen, imens tilføjelsen af Duke til familien vækker minder om den samme måde, Buzz Lightyear blev introduceret på. Sammen tager de på en utilsigtet rejse, der knytter dem tæt sammen efter en lettere uheldig begyndelse – endnu en "Toy Story"-reference. Der er tider i "Kæledyrenes hemmelige liv", hvor man er tilbøjelig til at kalde filmen for en genindspilning af "Toy Story", og manglen på originalitet forbliver da også filmens allerstørste hæmsko fra start til slut. Det hele er set bedre før.

Selvom "Kæledyrenes hemmelige liv" stjæler rigeligt fra sit forbillede, ender det netop med at være årsagen til, at filmen ikke går helt i hundene. Grundformlen fungerer nemlig fortrinligt, karaktererne er lette at holde af, og de humoristiske indslag bliver aldrig dominerende, men bygger gerne på noget popkulturelt, de fleste kan relatere til. Når en rig ejer forlader sin fornemme puddelhund til lyden af klassisk musik, sætter hunden f.eks. System Of A Down på anlægget og headbanger til. Ikke et øje er tørt. Der er dog øjeblikke, hvor spændingen og humoren tager overhånd og bliver en smule for langt ude, hvor især filmens klimaks vil vække en del hovedrysten.

Som helhed er "Kæledyrenes hemmelige liv" heldigvis en afdæmpet sag med en universel morale om venskab og næstekærlighed, der er svær ikke at holde bare en lille smule af. Havde skaberne bare lavet en mere original fortælling med samme grundide, ville den nok ikke stå så meget i skyggen af "Toy Story" – men det gør den desværre.

Billede & Lyd

Både billede og lyd er fænomenal på denne udgivelse. Den flotte, men lettere anonyme animation bliver levende med et farverigt og knivskarpt billede, der giver plads til talrige detaljer, som gør gensyn en nødvendighed for at opfange dem alle. Hvis man holder af animationsfilm generelt, bør man ikke snyde sig selv for at opleve billedkvaliteten på denne udgivelse. Lydsiden imponerer ligeledes med masser af spark i bassen, uden at det tager overhånd. Filmen er fyldt med musik og detaljer i lydeffekterne, og ingen af dem forsvinder i mængden – heller ikke dialogen for den sag.

Ekstramateriale

Alt i alt indeholder udgivelsen omkring en times ekstramateriale spredt ud over en række forskellige featurettes, musikvideoer og kortfilm. Hovedsageligt er programmerne, der går bag om kameraet, en masse rygklapperi, men man forstår fascinationen af at skabe "Kæledyrenes hemmelige liv". Disse programmer består næsten udelukkende af interviews på originalsproget, så de mindste får ikke meget ud af disse. Naturligvis er der også gjort plads til lidt sjov, hvor især programmerne med minions, der ser "Kæledyrenes hemmelige liv", hermed bliver anbefalet. De tre kortfilm på hver ca. fire minutters varighed ender dog som ekstramaterialets kronjuvel. Hvor filmselskabet ofte har problemer med originalitet i deres spillefilm, er deres kortfilm fyldt med gode ideer, der ikke bliver trukket for langt ud.