Anmeldelse: Kære far

Familie er lig med følelser og oplevelser, men i lige så høj grad også konflikter og kærlighed. Og dét skildrer "Kære far" sådan set ret præcist.

Familiefortællinger som filmgenre er konstant under udvikling, og der eksperimenteres med fortælleform samt stil og måden, hvorpå indholdet kommer til live. Dette blev senest set i den danske familie-biografi "Gud taler ud", og nu er endnu et friskt forsøg klar. Denne gang er det dét svenske familiedrama "Kære far", der på en testamentarisk facon tager voksen-familielivet i en lille svensk by under kærlig, men også en noget usædvanlig behandling.

I "Kære far" møder vi Bjørn og hans fire søstre, godt halvvejs i deres liv. Da deres far dør, må de hver især tage deres eget – og fælles – liv op til revision. For Bjørn finder nemlig videohilsner, som deres far har efterladt til alle fem. De stiller derefter alle spørgsmål til det, liv de lever, og de valg, som har ført til det. Hvordan de lever det bedst muligt og efter deres fars ønske. Om de er lykkelige og udnytter deres evner bedst. Hos Bjørn fører dette til, at han beslutter sig for at se sin største frygt i øjnene.

Nok bliver "Kære far" på papiret betegnet som drama, men det glemmes ret hurtigt, for alle personer spiller sig selv – og er sig selv – når de sammen fortæller netop deres helt egen historie som den lidt blandede familie, de er. Instruktør Johan Löfstedt benytter sig af de mange gemte, gamle VHS- og Super8-optagelser til at mindes ungdom og barndom og de mange minder med og om familiens stunder.

Den svenske instruktør har forsøgt sig med konstante skift mellem sort-hvid billeder og farvebilleder. Noget, som forstyrrer og forvirrer, mere end det gavner, og det kommer derfor aldrig til sin ret som tiltænkt. Klipningen virker ligeledes til tider rodet og uoverskuelig, nærmest sjusket – desværre for den ellers karakterbrede fortælling. Johan Löfstedts egen familie udstiller sig selv ærligt og oprigtigt i den særpræget anderledes og usædvanlige film om (familie)livet, døden og ikke mindst dét at turde tage imod forandringer.

Spørgsmål dukker undervej op. Er her tale om teater, dokumentar eller ren fiktion? Tvivlen opstår let, set udefra. "Kære far" er dog en sjælfuld fortælling, der for alvor liver op i selskab med Bjørn, hvor tiden heldigvis også bruges mest og fornuftigt. Havde det ikke været for Bjørn, var "Kære far" endt som en tam omgang.

Familie er lig med følelser og oplevelser, men i lige så høj grad også konflikter og kærlighed. Og dét skildrer "Kære far" sådan set ret præcist. Og det er i virkeligheden filmens vigtige budskab. "Mor er den den bedste i verden", hedder det sig. Men familiens far jo ofte også lige så betydningsfuld og vigtig for børnene.

Kære far