Anmeldelse: Kærlighed og andre katastrofer

Min italienske side har et lille bitte problem med danske dramaer. Trods kunstnerisk kvalitet kan de somme tider føles en tand for seriøse. Måske derfor har den amerikanske instruktør Robert Altmans humoristiske melankoli altid ramt mig så stærkt. I sine film var han altid optaget af at genskabe både den skandinaviske alvor hos Bergman og den italienske farce hos Fellini. Sofie Stougaard har i sin instruktørdebut med "Kærlighed og andre katastrofer" formået at gøre noget lignende.

Frederik (Lars Ranthe) og Rosa (Christine Albeck Børge) lever et tilsyneladende succesfuldt liv med to børn i Helsingørs pæne, hvide overklasse. Rosa er psykolog og forfatter til en selvhjælpsbog, mens Frederik istandsætter veteranbiler og samtidig boller udenom med kunstfotografen Sonja (Ellen Hillingsø). Ja, de pæne facader begynder på tragikomisk vis at krakelere allerede fra start og løbende igennem hele filmen, da det imod Frederiks vilje lykkes ham at gøre både Rosa og Sonja gravide, og Sonja efterfølgende – for at få styr på sine tanker om graviditeten – opsøger en psykolog, som selvfølgeligt viser sig at være Rosa.

"Kærlighed og andre katastrofer" er ikke bange for at prøve på at indfange livets komplekse bittersødme. Som i Michelangelo Antonionis "De elskendes eventyr", der begynder som en banal spændingsfortælling blandt overklassløg, men hurtigt udvikler sig til et dybt eksistentielt karakterdrama, oplever vi her, hvordan filmens sans for at beskrive nuancer hurtigt viser en enorm dybde i de før så overfladiske karakterer. Når lag på lag af hvide løgne viskes væk i løbet af handlingen, indser vi, hvor mange fællestræk – og især svagheder – vi deler med disse mennesker.

Alt dette er fortalt med en umådeligt befriende sans for humor, for selv i sine mørkeste øjeblikke kan livet være absurd sjovt. Denne kontrast er også fint genskabt i kameraarbejdet, som imponerende leger med især de hvide, sorte og ikke mindst grå farveskalaer i billedet og betagende bygger op til tvetydige situationer for effektivt at klippe kontrasterende mellem dem. Lydbilledet er simpelt, men udvikler sig støt fra smart jazz i begyndelsen til mere indfølt og nærværende musik mod slutningen, hvilket fint understreger de involverede menneskers livlighed frem for wellnesscentrets og garagens fancy tomhed.

Skuespillet er fremragende. Lars Ranthe spiller naturligt et både selvfedt og ynkeligt røvhul, bl.a. i en fantastisk underholdende scene, der bringer en længe ignoreret dansk tradition for at blande druk og humor sammen tilbage på det store lærred. Den for mig ukendte Christine Albeck Børge udviser en rækkevidde, der burde have givet hende hovedroller langt tidligere i dansk film. Selv børnene, især teenagedatteren, opfører sig som ægte børn, hvilket er imponerende i sig selv. Kun Lisbeth Dahl, der spiller Frederiks forbitrede mor, lever ikke helt op til den ellers velskrevne karakter. Hun brillerer dog med et fantastisk udråb af ordet "røvhuller".

Sofie Stougaard har med sin debut villet rumme de utallige komplekse forhold, livet kan byde på, og det må siges i høj grad at være lykkedes. Hun har et blik, som både er skarpt og ømt, der kan pille samtidsfænomener som elitedating fra hinanden, og som giver dansk film sin egen Altmanesque følelse. Filmen vil måske virke alt for outreret for nogle, men som med min oplevelse af Ellen Hillingsøs tilsyneladende overdrevne skuespil, vil jeg anbefale at lægge mærke til de små nuancer, der indirekte beskrives i filmen, for det er dem, filmens livsbekræftende og stærkt vedkommende pointer er funderede på.

Kærlighed og andre katastrofer

Kommentarer

Kærlighed og andre katastrofer

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen