Anmeldelse: Kaptajnen
"Kaptajnen" er intet mindre end et mesterværk.
Filmbranchen i Tyskland fokuserer ofte på dæmonerne – eller nærmere sagt deres dårlige samvittighed – fra 2. verdenskrig. Tilbage i foråret kunne man i de danske biografer blandt andet se "Farvel til Tyskland", som var et charmerende blik på den mørke tid. Ugens tyske film, "Kaptajnen", er den direkte modsætning. En mørk og ubehagelig oplevelse, bygget på en modbydelig sand historie. Samtidig er det en af årets allerbedste film.
To uger før krigens slutning stikker unge Willi Herold af fra sin deling og bliver stemplet som desertør. Under flugten finder han en forladt bil og en kaptajnsuniform – den perfekte forklædning. Efter iklædelsen af uniformen føler Herold den magt, som en kaptajn har over sine undersåtter. Som selvudnævnt officer med en opdigtet ordre direkte fra Hitler mødes og rekrutteres en gruppe soldater, som tror på, at den unge soldat er netop, hvad han udgiver sig for. For Willi bliver det starten på en mørk rejse, hvor overlevelse betyder alt. For hvor lang tid og hvad skal der til, for at soldaten kan leve på sin løgn og undgå at blive afsløret som den soldat, han egentlig er – og det menneske, han er blevet til som kaptajnen?
"Kaptajnen" er grum. Det skal siges med det samme. Uden at afsløre noget er der ikke meget håb eller humor i løbet af filmens knap to timers spilletid. Instruktør Robert Schwentke har valgt at fokusere på den tyske hærs afstraffelse af egne folk, hvis ikke ordrer bliver adlydt. Interessant er det her, at Schwentke er mest kendt for at lave film som "Flightplan", "Red" og "R.I.P.D." i Hollywood. Men nu er han vendt hjem, og det er tydeligvis en positiv ting. Schwentke viser nemlig, at han har andet at byde på end ordinær blockbuster-rabalder.
Man kan mærke, at det har været vigtigt for instruktør Schwentke, at "Kaptajnen" skal være en mørk oplevelse. Ikke decideret fordi rædslerne springer direkte op i ansigtet, men fordi det antydes – i stil med det tætte kamera i "Sauls søn". Rædslerne foregår oppe i publikums hoved, og et biografpublikum kan have en modbydelig fantasi. Derudover spilles det kort, at vi får sympati med en hovedkarakter, der viser sig måske mere frygtindgydende end de største skurke i den tyske hær. For hvor langt vil Willi Herold egentlig gå for at redde sit eget skind?
Det tekniske arbejde er sublimt. Optaget i sort/hvid med et klaustrofobisk kamera, der gør, at vi som publikum er helt oppe i hovederne på de soldater, historien følger. I bund og grund fortælles der en lille historie i en stor kontekst, og det er forløst med bravur. Man får opfattelsen af, at Tyskland – og andre steder i Europa – i krigens sidste dage så ud, som det gør i filmen. Derudover kan tematikkerne, der tages op i filmen, læses helt op til dagens verden. Husk at blive under rulleteksterne, hvor det illustreres med stil.
"Kaptajnen" er et mesterværk. Intet mindre. Alt er til et 12-tal. Skuespillet, instruktionen, det tekniske arbejde og tematikkerne. Alt går op i en højere enhed. Mange vil nok prøve at undgå filmen efter denne anmeldelse, da det er en grum og dyster film at se – og så her i juletiden. Men se den. Det er en på papiret klassisk tysk traumefilm, der vil italesætte fortidens dæmoner, men samtidig vise at de mørke sider stadig lever i nutidens gader og stræder. Om det er i Tyskland eller et hvilket som helst andet sted. Alle har lyse og mørke sider. "Kaptajnen" giver et grumt og brutalt billede af menneskets grummeste skyggesider. Årets sidste premieredag leverer én af årets allerbedste film.