Anmeldelse: Kidding – Sæson 2 (HBO Nordic)

At se Jim Carrey udfolde sit tragikomiske potentiale på så sårbar en måde er en sand fornøjelse.

Da tv-serien "Kidding" så dagens lys i 2018, oplevede verden en helt ny side af den i forvejen alsidige og talentfulde Jim Carrey. Med mindeværdige roller i film som "Ace Ventura", "Man on the Moon" og "Evigt solskin i et pletfrit sind" har publikum verden over været vidne til Carreys evne til både at underholde og røre følelserne. Netop evnen og trangen til at underholde er omdrejningspunktet i "Kidding", der handler om Jeff – også kendt som børne-tv-skikkelsen Mr. Pickles.

Efter sønnens tragiske død forsøger Jeff at overbevise sin chef og far, Sebastian (Frank Langella), om at et fokus på døden vil være givende for showets unge publikum. Sebastian mener dog ikke, at Jeffs private tragedie skal blandes ind i det populære tv-show. Gennem første sæson følger vi Jeffs søgen efter sin egen stemme i den nådesløse mediebranche. Sideløbende med dette forsøger han at håndtere sin depression og frygt for at miste sønnen Will, der bor hos sin mor, Jill (Judy Greer), og kæresten Peter. Sæson to starter juleaften, hvor vi sidst så Jeff i samtale med Peter, indtil en tragisk hændelse satte en brat stopper for juleglæden.

Seriens anden sæson starter mere dystert end sin forgænger og bringer nye sider frem af den ellers vellidte Jeff. Dukke-karaktererne fra hans tv-show får nyt liv og betydning i seriens to første afsnit, hvor de elskelige karakterer bruges til at understrege Jeffs sindstilstand. I en musikalsk kombination af surrealisme, sårbarhed og undertrykte, mørke sider forfører "Kidding" sit publikum, hvis lattermuskler og tårekanaler sættes på prøve. Med andre ord får Jim Carrey lov at folde sig ud og vise de sider af sit talent, han er kendt og elsket for.

Undertegnede har altid været stor fan Jim Carrey, som i 90'erne var blandt verdens største filmstjerner. Men først efter at have set Netflix-dokumentaren "Jim & Andy", der er en beretning fra indspilningerne af "Man on the Moon", står det klart, hvor dedikeret Carrey egentlig er til sit arbejde. I dokumentaren fortæller han, hvordan samtlige af hans filmkarakterer er et udtryk for hans sindstilstand i den givne periode. Med det in mente er det oplagt at tænke "Kidding" som selvbiografisk, hvor Jeff kan ses som et mix af Andy Kaufman, Mister Rogers og måske Jim Carrey selv. Både i balancen mellem, hvornår scenekunstneren er på og ikke på. Og hvor svært det er at blive taget seriøst for andet end komik.

Netop ovenstående er omdrejningspunktet i sæsonens to første afsnit, hvor Jeffs undertrykte trang til at være sig selv før eller siden må få afløb. Jim Carrey, der er perfekt castet som Jeff, leverer sublimt skuespil og leger konstant med balancen mellem Jim og Jeff. Overfor Carrey ses den Oscar-nominerede Frank Langella, der bl.a. er kendt for "Frost/Nixon" og tv-serien "The Americans". Langella sørger med sin underspillede stil for, at Sebastian på overfladen virker både behagelig og troværdig som chef, menneske og ikke mindst far. Men Sebastians manipulerende person ligger latent under overfladen. Jill, der spilles af Judy Greer, sad bag rattet ved den ulykke, der kostede parrets ene søn livet. En episode, der sætter Jeffs ellers tilgivende person på prøve, da han pludselig befinder sig dybt nede i sin egen underbevidsthed.

Anden sæson af "Kidding" lægger benhårdt ud og går direkte i kødet på alt det, første sæson har lagt op til. At se Jim Carrey udfolde sit tragikomiske potentiale på så sårbar en måde er en sand fornøjelse. Kan serien holde niveauet fremadrettet, er der virkelig noget at se frem til, når "Kidding" på fornemste vis blander depression og dødskomik.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit af anden sæson, der kan ses på HBO Nordic fra 10. februar.

Kidding – Sæson 2 (HBO Nordic)

Kommentarer

Kidding – Sæson 2 (HBO Nordic)

  • 0

    Har netop taget hul på første sæson, efter at have læst denne anmeldelse. Det tegner sindssygt godt :)

    Ronni Pedersen18-02-20 15:36

  • ★★★★★1

    Har netop taget hul på første sæson, efter at have læst denne anmeldelse. Det tegner sindssygt godt :)

    Den er også vanvittig god! Glæder mig til at tage hul på anden sæson!

    David Lund18-02-20 15:38

  • 0

    Er også stor Jim Carrey fan og Man On The Moon viser og Jim & Andy dokumentaren viser hvor talentfuld manden er.

    Så også med stor fornøjelse sæson 1 af Kidding, men synes omvendt anmelderen, at sæson 2 ikke er så mørk som sæson 1, hvilket jeg savner efter at have set den. Jeg faldt lidt af på den her til sidst.

    Bjur31-03-20 09:37

  • ★★★★★0

    Jeg foretrækker også første sæson, men er stadig godt underholdt af den anden her - er ca. halvvejs igennem indtil videre. Hvilken sæson der er mørkest ved jeg ikke - de har hver deres temaer.

    David Lund31-03-20 09:48

  • ★★0

    Kunne næsten ikke udstå første halvdel af første sæson, men så vendte den fuldstændig for mig, og blev virkelig rørende. Ret magisk oplevelse. Glæder mig til at se, hvor de fører det hen. 

    Mikkel Abel31-03-20 11:22

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen