Anmeldelse: King Richard

Rørende drama er ét af de bekendtskaber, der går rent ind og bliver hængende i nettet.

Social opstigen fra fattig til rig er ikke just hverken et videre originalt tema eller for så vidt begrænset til én kultur. I Danmark har især naturalismens forfattere såsom Henrik Pontoppidan lagt en bund for den danske selvforståelse i social mobilisering, mens det i USA populært går under termen den amerikanske drøm. Med hårdt arbejde kan alle komme til tops, går parolen, der er så essentielt for det håb, der skal skaber den nødvendige gnist for at ville gøre det bedre. Og selvfølgeligt sovses den mantra ind i alt fra Disney-tegnefilm til feel good-Hollywood-film, der drukner i selvbedraget om the land of opportunities. "King Richard" er bestemt reglen som et inspirerende empowerment statement til at fastholde idéen om drømmen over dem alle. Men ingen regler uden undtagelser i en fortærsket genre, og når der endeligt er en oprigtigt god film i spil, skal det også anerkendes.  

 

Drevet af en vision om sin families fremtid, og med brug af ukonventionelle metoder, har Richard Williams (Will Smith) lagt en plan: døtrene Venus (Saniyya Sidney) og Serena (Demi Singleton) skal væk fra gaderne i Compton i Los Angeles og gøres til de bedste tennisspillere i verden, samtidig med at de skal passe skolen. Ganske vist en ambitiøs plan, der kræver at konen, Oracene (Aunjanue Ellis), konstant tager dobbeltvagter og Richard selv arbejder om natten, når de to teenagepiger ikke trænes efter skole og i weekenderne. Stædig og kompromisløs, må "King" Richard også se i øjnene, at ikke alle valg er for familiens bedste.

Selvom beretningen om Richard Williams på overfladen trækker på alskens virkemidler og klichéer, spiller heltekvadet ikke mur med sig selv. Nok fremstiller Richard sig selv som den enøjet konge over de blindes rige, men han er også et symbol på den sorte underklasses forblændethed af egen utilstrækkelighed.

 

Som korstogfarende sylespids i forandringen af sortes forhold og ikke mindst egen ludfattige baggrund starter nemlig ikke med kun med en plan med sine børn, men med et opgør med den tyngende følelse af at være i evig tvekamp med en sort og hvid verden. Ikke kun racemæssigt, men også i forhold til socio-økonomiske forhold. Empowerment-tematikken går dybere end et opråb om forandring. "King Richard" er et indsigtsfuldt og menneskeligt portræt af baggrunden bag den desperate nødvendigheden af den amerikanske drøm og ikke mindst frygten for at fejle på målstregen.

If you don’t plan, you plan to fail er Richard Williams’ mantra, men det er samtidig et damoklessværd, der hænger over familieoverhovedet i et mulehår. Udmattelse, beslutsomhed og ikke mindst en drilsk kækhed står skrevet i Will Smiths ansigt, der allerede nu er blevet udråbt som én af næste års Oscar-kandidater for hovedrollen. Og for engang skyld er anerkendelsen fuldt ud fortjent, da Smith ganske enkelt er fabelagtig, måske for første gang i karrieren. Ingen tvivl om, at "King Richard" er Oscar bait, selvom filmen i sig selv ikke gør et helt stort nummer ud af sig selv, gør hele familien – og især Aunjanue Ellis – det iøjnefaldende godt, indfanget i stærkt fotografering af altid gode Robert Elswit. Og så er det forfriskende endeligt at se Jon Bernthal i en munter og sympatisk rolle som den legendariske tennistræner, Rick Macci. Reinaldo Marcus Greens drama kunne på papiret anklages for at være kalkuleret. Måske er der noget om snakken, men når det er så veludført, må det lille rørende drama også anerkendes som helt oprigtigt inspirerende.

Indimellem bliver man nødt til at overgive sig til film, der på papiret slet ikke burde tale til én. "King Richard" er dog ét af de bekendtskaber, der går rent ind og bliver hængende i nettet – især skudt til baglinjen af en stærkt spillede Will Smith.