Anmeldelse: Klanen
Alt er ikke altid enten sort eller hvidt. Livet er ofte fyldt med gråzoner, og det kan være svært at skildre disse nuancer på film. Især hvis kontrasten imellem dem er enorm. Argentinske film har traditionelt været rigtig gode til at vise, hvordan det sydlandske temperament fra et øjeblik til et andet kan gå fra hede, lidenskabelige kys til intenst blodige slåsscener. Familie-gangsterdramaet "Klanen" er ingen undtagelse og tilføjer endda en smule til denne koleriske tradition.
"Klanen" er baseret på en sand historie. Vi befinder os under Argentinas tumultariske overgang fra militærdiktatur til demokrati i begyndelsen af 1980'erne. Efterretningsagenten Arquímedes Puccio (Guillermo Francella), der under diktaturet bortførte statens fjender, kidnapper nu velhavende mennesker for at finansiere familiens hårdt tilkæmpede plads blandt Argentinas elite. Hele familien følger velvidende, men stiltiende, med. Da familiens ældste søn er flygtet til New Zealand for at undgå den uhumske praksis, ser den næstældste søn, Alejandro (Peter Lanzani), sig nødsaget til at hjælpe sin aldrende far, som han skylder hele sin succesfulde tilværelse. Det hele tynger dog på samvittigheden, og Alejandro må finde ud af, om han kan leve med skyldfølelsen eller ej.
Selvom forholdet mellem Arquímedes og Alejandro er dét, der via fiktionen er fremhævet tydeligst, hersker der ingen tvivl om, at kernen i fortællingen er familien. Alle medlemmerne i klanen bidrager i større eller mindre omfang til at forstå, hvordan familien kunne gå så vidt. Filmen undersøger dette gennem både interne friktioner, som vi selv kender til hjemmefra mellem søskende og forældre, og i de ydre forhold, familien har til samfundet.
Det opleves primært via de umådeligt gode skuespilpræstationer. Alle spiller godt, men der er ingen tvivl om, at Francella og Lanzani på hver deres måde leverer sublime præstationer som hhv. Arquímedes og Alejandro. Aldrig før har en familieboss været portrætteret så emotionelt fjern og eftertænksom i sit isnende blik samtidigt med at være så mærkbart truende og tilstede i hver enkelt situation, han befinder sig i. Og denne skræmmende facade bliver kun mere uhyggelig i en bestemt scene, hvor Arquímedes følelsesmæssigt åbner op over for sin søn, som spilles med en modsat, men ikke desto mindre intens ømhed af Lanzani.
Det medrivende skuespil indrammes skarpt af kameraarbejdet. Især brugen af håndholdt kamera, der stilsikkert følger hovedpersonerne bag skulderen til farverige fester eller under risikofyldte kidnapninger, er en fornøjelse at følge. Dette skyldes ikke mindst det gennemførte production design, der gengiver Argentina i begyndelsen af 80'erne ned til mindste detalje og giver det håndholdte kamera endnu mere bevægelsesfrihed. Dette forbedres yderligere af en energisk klipning og munter musik, der elegant betoner filmens intense tempo og modsætningsfyldte karakter. Især krydsklipningen mellem de grådkvalte hyl fra fangekælderen og Alejandros kærestes støn, når de har sex i hans bil, er dybt fascinerende og gruopvækkende på samme tid.
Argentinere kan bare det der med at vise, hvordan vold og kærlighed hænger sammen. Hvis det ikke stod klart før nu, behøver man blot se "Klanen" for at blive overbevist. Til trods for en sjov brug af musik, der måske er en smule for useriøs, så er det en helhedsoplevelse at se filmen. Hvor andre argentinske film lige lader en knytnæve eller to flyve forbi under sexakten, så går "Klanen" skridtet længere og viser, hvordan en ubetinget kærlighed i virkeligheden hurtigt kan ende med et mord eller tre.