Anmeldelse: Klassefesten 3: Dåben

Den havde I ikke regnet med, hva'. Her gik I alle og troede, at den stolte, danske folkekomedie havde nået sit absolutte lavpunkt. Et lavpunkt, der ellers syntes konsolideret, når man har fulgt de brave dueller mellem nyere, talentløse titler som Rasmus Heides "Julefrokosten", "Klassefesten" og slut-80'ernes Regner Grasten-flop – de pinlige "Den røde tråd" og "Elvis Hansen – en samfundshjælper" – om hovedprisen udi filmisk fordærv? Men nej. Her er en ny og ganske særlig udfordrer: "Klassefesten 3: Dåben" rydder bordet og omdanner genren, folkekomedie, til ren folkemords-komedie.

Den uduelige venskabstrio består stadig af de to vattede skvat, Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus som henholdsvis Andreas og Niels, mens Troels Lyby i vanlig, ulidelig stil er liderlig på sidelinjen som smørpop-tenoren Thomas. Andreas slikker sårene efter en hård skilsmisse, mens ekskonen Hanne lykkeligt er videre med ny, succesfuld kæreste og et yndigt, nyfødt barn. Af uransagelige årsager beder parret derfor Andreas om at være gudfar, der her får chancen for at vise sit værd som menneske – og ikke mindst far.

"Pisseirriterende lortefar med hovedet oppe i røven," råber Andreas' fortvivlede søn ved filmens afslutning. Og hvor har han ret. Andreas er så skidt et menneske, at man vitterligt aldrig håber, at noget vil lykkes for ham. Han opererer i spændingsfeltet mellem skamløs usympatisk og mentalt så galt afmarcheret, at det nærmer sig øjeblikkelig indlæggelse. Det er tydeligt, at vi skal føle med Andreas, men han udvikler sig aldrig – jo, til det værre – hvilket gør det umuligt at tage den glitrede og uundgåelige feel-good-finale det mindste seriøs.

Det er legitimt at diskutere, om hvorvidt "Klassefesten 3: Dåben" burde være født. Filmen føles i hvert fald som en lang og smertefuld fødsel, der uden bedøvelse straffer det forsvarsløse publikum med sine fornærmende og forudsigelige påfund. Pinagtigt hives vi igennem den ene absurditet efter den anden, hvor man måbende må konstatere, at dansk film næppe har præsteret værre. Idioti kan sagtens være en fantastisk kilde til morskab. Det er dog en særlig kunstart at forene anarkistisk komik med en fortælling, der samtidig forlanger, at tilskueren engagerer sig med empatisk indlevelse – netop her fejler "Klassefesten 3: Dåben" på imponerende vis.

Præmissen i den første "Klassefesten"-film var ellers ganske interessant: Tre midaldrende mænd, der ubarmhjertigt opdager, at tiden er løbet fra dem – noget, de fleste kan relatere til. Alligevel fungerede det ikke grundet de tre hovedpersoners opførsel, der havde meget lidt hold i virkeligheden. I "Klassefesten 3: Dåben" bliver det uvirkelige bragt til helt nye højder. Manuskriptet føles skrevet af to 9-årige drenge, der i opstemt kådhed forsøger at overgå hinanden i smagløse platheder, hvor filmens obligatoriske penis-joke denne gang er smertelig lang. Opholdet på en singlehøjskole(?), hvor de danser zumba og kigger på bagdele, er set før, og nej – ingen tror på, at de smukke kvindelige kursister i midt-20'erne begærer tre kvabsede familiefædre.

"Klassefesten 3: Dåben" er en fest, man ikke burde være inviteret til – en fest med salpetersyre i drinksne. Man krummer tæer, mens Andreas sætter ild til sin lamme, gamle far, og man væmmes, når han stjæler babyer – alt sammen klinisk drænet for humoristisk timing og finesse. Hele herligheden går fra at være alarmerende usjov til at ende ud i et sjældent set talentløst klimaks, hvor bunden slås ud til en ny ukendt dimension af håbløshed. Jeg tror, jeg sætter "Den røde tråd" på.

Klassefesten 3: Dåben

Kommentarer

Klassefesten 3: Dåben

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen