Anmeldelse: Knight of Cups

Filosoffen og avantgarde-auteuren Terrence Malick kan ikke just prale af titlen som bredt appellerende filmskaber. Med sine lyriske og associative filmuniverser har han forkælet det smalle og kræsne publikum, men også kickstartet mindre udvandringer af frustrerede biografgængere, der slet ikke kunne genkende deres normale Hollywoodstjerners ageren. Malicks kunstneriske ambitioner er skyhøje, og især de emotionelt stimulerende hovedværker "The Thin Red Line" og "The Tree of Life" har høstet fine priser og nomineringer – alle ganske fortjent. Forrige års "To the Wonder" led dog under at være suget ind i et kreativt sort hul, der sjæleløst kogte suppe på Malicks egen filmiske formel. "Knight of Cups" er ikke helt så hul som førnævnte, men stadig ualmindelig tæt på at være en ørkenvandring udi prætentiøst navlepilleri.

Som det ofte kendetegner Malicks værker, er et sammenhængende narrativ stærkt fraværende. I stedet dominerer fragmentariske tankestrømme, der i selskab med den velkendte voice-over kredser om den rastløse og fortabte manuskriptforfatter Rick (Christian Bale). Rick vandrer hvileløst rundt i det eksklusive og overfladiske kendismiljø, mens han fornøjer sig med ligegyldige, kvindelige bekendtskaber, der blot forstærker tomheden. Det er ikke nemt at være attraktiv og succesfuld i Hollywoods materielle maskineri og på samme tid søge en mening og uopnåelig kærlighed.

Når Terrence Malick er bedst, er det ren filmmagi. "The Tree of Life" var et storladent billeddigt, der, hvis præmissen godkendtes, bød op til den helt store sanselige oplevelse – den oplevelse byder "Knight of Cups" ikke på. Skeptikere af Malicks værker taler ofte om en billedskøn tomhed i bedste National Geographic-dokumentarstil, og i dette tilfælde er det desværre meget sigende. Fortællingen om en rastløshed og eksistentiel krise drukner i Ricks repetitive vandringer i en verden af ligegyldigheder. Det er en velorkestreret form uden det menneskelige indhold, der kræves, før en film af denne kaliber trænger ind.

Der er sekvenser, hvor frustrationerne føles ægte. Brian Dennehy er nærværende og stærk som Ricks far, og scenerne med de to sprudler af den emotionelle energi og dybde, der ellers er kriminelt fraværende. Der er kun mindre bidder af den eksistentielle værdi, Malick tidligere har beriget os med, og det er en anelse trist at overvære. Han har evnerne til at ramme stumfilmens effektive greb på menneskelige forhold og dynamikker – visuelt og musikalsk fremfor talende og forklarende dialog. "Knight of Cups" er visuel og musikalsk, men heller ikke meget mere.

Filmen forsøger at tilbyde en totaloplevelse defineret gennem fysisk kontakt, betagende kameraarbejde, lys, farver og et stemningsmættet score af blandt andet en fremragende Wojciech Kilar. Kameraet er i hænderne på Emmanuel Lubezki, og i ham har Malick en mester i fotografering. "Knight of Cups" er da også blændende smuk, og dét er filmens bærende element – som totaloplevelse er det bare ikke nok.

Ønskes der endnu en følelsesmæssig rutsjebanetur fra den lyriske filmskaber, kan skuffelsen være stor. Det virker til, at kreativiteten er ved at være udhulet, og det skal jeg være den første til at begræde. I en branche befolket og domineret af glubske jægere er det befriende, at der stadig findes folk som Terence Malick, der endnu ikke er blevet vingeskudt. Når deres fortællinger mister sjælen, er der ikke meget tilbage.

Knight of Cups

Kommentarer

Knight of Cups

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen