Anmeldelse: Kød & blod

Allerede fra start slås det fast, at filmen har et troværdighedsproblem.

Super16-uddannede Jeanette Nordahl spillefilmsdebuterer med "Kød & blod", der er noget så sjældent som et dansk mafiadrama med en matriarkalsk kvindeboss. Desværre virker det som om, at ingen har forsøgt at sætte sig ind i, hvad det kræver at lave en god familie-mafiafilm. Der er ellers rigeligt at lade sig inspirere af.

Efter et trafikuheld, der koster hendes mor livet, anbringes 17-årige Ida (Sandra Guldberg Kampp) hos sin moster, Bodil (Sidse Babett Knudsen), og hendes voksne børn. Det går hurtigt op for Ida, at der bag familieidyllen gemmer sig et sammenhold præget af vold, manipulation, kriminalitet og et altdominerende familieoverhoved. I takt med, at Ida vikles ind i familiens kriminelle løbebane, bliver det sværere og sværere for hende at komme ud af den.

Allerede fra start slås det fast, at filmen har et troværdighedsproblem. Når en 17-årig, hvis mor lige er død, placeres hos en dybt kriminel familie, som politiet i forvejen holder øje med, vidner det om en socialforvaltning, der i selv dagens Danmark opfører sig tåkrummende amatøragtigt. Skal et socialt drama som "Kød & blod" virke, er troværdigheden altafgørende. Desværre har filmens manuskriptforfatter, Ingeborg Topsøe, fejlet ved at fortælle om en familiebande, hvis kriminelle handlinger til tider er mere ufrivilligt latterfremkaldende end ubehagelige. Det giver ganske enkelt ikke mening, at Bodil & Co. ikke er stoppet for længst.

Også i sit karakterarbejde falder "Kød & blod" igennem. At Ida, til trods for hvad hun oplever, ikke vælger at sige fra forekommer helt uforstående. Det kunne være undgået ved at have gjort filmen en halv time længere for at beskrive, hvordan Ida manipuleres ind i familiens hemmeligheder – hvilket unægteligt havde tilført den dybde, filmen mangler for at være interessant. Heller ikke filmens store stjerne, Sidse Babett Knudsen, er i stand til at redde filmens persongalleri. Den dominerende Bodils væsentligste karaktertræk er balancen mellem den gode mor og den modbydelige mafiaboss. Sidstnævnte etableres med tilråb og lussinger hist og her. De andre familiemedlemmers indre kamp med moralske skrupler og det stærke familiebånd er henholdsvis ikke-eksisterende og uinteressant.

Show, don't tell er et begreb, som både instruktør og forfatter i dette tilfælde har valgt at se stort på. "Kød & blod" har ikke meget dybde, men selv det, der åbenlyst er latent mellem de i forvejen endimensionelle karaktererne og deres tanker, slås gentagne gange fast via overflødige replikker. Moralerne skæres simpelthen ud i pap, og seerne efterlades uden mulighed for selv at tage stilling.

Til trods for at hensigter, morale og problematikker ikke er til at tage fejl af, ender "Kød & blod" som et overfladisk og hamrende utroværdigt familiedrama. Endda sådan ét, der tager sig selv så seriøst, at det næsten er umuligt for seerne at gøre det samme.