Anmeldelse: Koko-di Koko-da
Johannes Nyholms "Koko-di Koko-da" skildrer surrealistisk sorgbearbejdelse med Peter Belli i topform, men den svenske film er dybt frustrerende.
Der foregår noget mystisk i det kolde nord. I Sverige anno 2008 terroriserede en blodtørstig vampyr bybilledet i "Lad den rette komme ind", og i norske "Thelma" fra 2017 portrætterede Joachim Trier en ung, overnaturlig piges forstyrrede psyke. Sidste år tog Ali Abbasis eventyrlige "Grænse" os med ind i Sveriges dunkle skov og overskred publikums grænser med troldesex. En slags scandinavian weirdness har ramt Europas øverste lag, og 44-årige Johannes Nyholm fortsætter trenden. For tre år siden med debuten "Kæmpen" og nu med den svære toer "Koko-di Koko-da", hvor ulven Peter Belli lurer i mørket.
Tre år efter datterens død tager parret Elin og Tobias en tur i skoven for at overnatte i telt. Tydeligt mærket af deres tragiske tab skal følelser fortsat bearbejdes. Overnatningen får dog en brat afslutning. I nattens mulm og mørke går Peter Belli nemlig rundt iført hvidt jakkesæt, stråhat og stok, mens han fløjter "Koko-di Koko-da". Med sig har Belli to følgesvende – der til forveksling ligner trolde – som overfalder parret. Tobias tror, at enden er nået, men pludselig vågner han i teltet på ny. Måske var det en drøm? Herfra starter et surrealistisk time loop, hvor parret oplever angrebet igen og igen, mens de må finde en vej ud af skoven.
Med et narrativt greb, som de fleste nok kender fra Harold Ramis' "En ny dag truer", hvor en opgivende Bill Murray i årevis må opleve den samme dag på ny, er der dermed lagt op til et syret skovgys. Et surrealistisk mareridt, der desværre kun halvt indfries. Johannes Nyholms fabel om sorg og parforhold starter nemlig rigtig godt på en vej, som er umulig at vide, hvor fører hen. En mystisk spilledåse, blodige dødsfald, Peter Bellis djævelske smil og et kærestepar i opløsning udgør en eminent opskrift på en forskruet filmoplevelse. Desværre er indholdet oftere dybt frustrerende end fandens fascinerende.
Mest frustrerende er brugen af time loop-grebet, fordi vores hovedpersoner aldrig bliver klogere eller reelt udvikler sig. For hver gang Tobias vågner, tages der dumme beslutninger, og han bruger aldrig den tillærte information fra forrige runde. Det er trættende i længden, når det samme repetitivt sker næsten scene-for-scene, og vi ikke oplever større psykologisk udvikling bortset fra til allersidst. Måske en pointe i sig selv i forhold til sorg, men pokkers kedeligt som tilskuer.
Johannes Nyholm idoliserer tydeligvis eneren David Lynch og vil gerne kanalisere samme hjemsøgende energi, som den amerikanske auteur har dyrket i værker som "Twin Peaks" og "Lost Highway" – det er ikke ubevidst, at Nyholms debutfilm parafraserer "Elefantmanden" – men svenskeren når desværre ikke forbilledet til sokkeholderne. Godt nok kan Peter Bellis morbide skovmand give Mystery Man fra netop "Lost Highway" kamp til stregen, men her stopper lighederne også. I et spind af letkøbt allegori og skyggespils-symbolik famler instruktøren og viser, at der ikke er ret meget valuta for billetten. "Koko-di Koko-da" er mærkelig for mærkelighedens skyld og ikke meget andet.
At filmen ikke gør større indtryk er enormt ærgerligt, for indholdet til en fremragende film er utvivlsomt til stede. Underholdningsværdien er i top, når Peter Belli bliver sluppet løs i en rolle, dansk film aldrig har budt, mens kernen omhandlende sorgbearbejdelse er interessant. Der kommer bare uheldigvis ikke ret meget ud af materialet. David Lynchs film giver stof til eftertanke og kan diskuteres og analyseres til uendelighed, men snakken om "Koko-di Koko-da" er nok ovre, når sidste mand har forladt biografsalen.